Jeg så naturligvis Eurovision Song Contest i går. Det er jeg jo nødt til. Hvis man ikke ser Eurovision, så må man nemlig ikke være bøsse. Derfor er jeg jo nødt til at se det uanset om jeg har lyst eller ej! Mange mennesker spørger mig: hvorfor er det sådan? Jamen, hvor i alverden skulle jeg vide det fra? Det er sgu da ikke mig, der laver reglerne ….😉

Ann Sophie, som repræsenterede Tyskland.

Ann Sophie, som repræsenterede Tyskland.

Der var temmelig mange gode sange med i finalen – det er meget morsomt, som det svinger fra år til år. Normalt stemmer jeg kun på én eller to. Men i år var jeg nødt til at stemme på otte sange, fordi jeg ikke kunne vælge. Jeg stemte på: Storbritanien, Sverige, Australien, Belgien, Letland, Rumænien og Rusland – men min topfavorit var nok Ann Sophie fra Tyskland, som sang “Black Smoke”, der ikke fik ét eneste point. Uden at være melodramatisk, så vil jeg alligevel have lov til at sige, at jeg er lidt chokeret. Ann Sophie så dødhamrende lækker og sexet ud. Hun havde en god sang og en stærk stemme – og hun sang virkelig igennem. Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor hun ikke fik nogen point.

Min hadesang var Ungarn! Det var en meget stille og seriøs ballade. Men problemet var sangeren og koret, der stod som om de var fuldstændig forstenede. På et tidspunkt træder de nogle få skridt frem … men det var det eneste. Sangerinde stod helt krampagtigt og klyngede sig til mikrofonen, mens hun stirrede lige ud i luften med et fuldstændig udtryksløst ansigt. Af en eller anden grund synes jeg ikke, at hun lignede typen, der får botox – måske fordi hun var så ung? Men hendes ansigt var så udtryksløst, at det så ud som om, at alle hendes ansigtsmuskler var lammede! Jeg kunne slet ikke holde det ud. I denne forbindelse bliver jeg også nødt til at nævne Il Volo fra Italien, der sang en blanding af opera og pop – jeg HADER sådan noget.

Guy Sebastian repræsenterede Australien, som deltog for første gang nogensinde.

Guy Sebastian repræsenterede Australien, som deltog for første gang nogensinde.

Eurovision blev holdt i Wien og det gik ikke helt så godt, som man kunne have ønsket. Der var nogle tekniske problemer undervejs. Det største problem var, at hele konkurrencen blev forsinket med næsten en time. Det skyldtes primært pointgivningen, som var en voldsom udfordring for min – meget begrænsede – tålmodighed! Der var flere telefonforbindelser som blev afbrudt. Det var selvfølgelig lidt uheldigt. Men jeg tror, at den store forsinkelse skyldtes to andre forhold: for det første havde østrigerne lavet noget computergrafik, der fungerede som intermezzo mellem de forskellige landes pointafgivning. Men disse intermezzoer var alt for lange.

Måns Zelmerlöw repræsenterede Sverige med en fantastisk sang og et sublimt sceneshow!

Måns Zelmerlöw repræsenterede Sverige med en fantastisk sang og et sublimt sceneshow!

For det andet så er det et kæmpestort problem, at repræsentanterne fra de forskellige lande ikke kan begrænse sig, når de skal afgive point. De skal absolut takke for et godt show og komplimentere værterne for deres udseende. Derudover skal mange af dem lige fyre et par jokes af undervejs … de synes åbenbart selv, at de er enormt morsomme. Jeg synes, at de er skideirriterende. Hvert eneste år får de at vide, at de skal nøjes med at afgive pointene så hurtigt og så kortfattet som muligt. Hvis de kunne lære det, så ville det hele gå meget hurtigere!

Svensk sejr 2015!

Svensk sejr 2015!

Østrigerne fik også lavet verdens kedeligste pauseshow. Jeg var lige ved at overgive mig, da koret sang – for de var virkelig gode. Men klassisk musik og sangkor er altså bare et totalt antiklimaks i en festlig konkurrence for popmusik. Tyrkiet lavede det bedste show jeg nogensinde har set, da de arrangerede Eurovision i 2004. Der er ingen tvivl om, at Østrig bliver den absolutte bundskraber på min helt private hitlliste over pauseshows. For at gøre den østrigske nedtur efter sejren i 2014 total, så fik de ikke et eneste point ved konkurrencen i går. Jeg synes det var synd. Det var bestemt ikke en vinder – men jeg synes da heller ikke, at den var så dårlig. Jeg har faktisk temmelig ondt af østrigerne her dagen derpå!

Det var Sverige som vandt – igen, igen – med Måns Zelmerlöw og sangen “Heroes“. Sangen var utrolig god og dertil var det et særdeles spektakulært sceneshow. Det var på alle måder en værdig og velfortjent sejr!