Torsdag aften var jeg til den første koncert i Tivolis koncertsal i denne sæson. DUSIKA – Hovedstadsregionens Ungdomssymfoniorkester – spillede og Christian Schmiedescamp dirigerede.

Det første værk var Carl Nielsens Saga-Drøm. Det begyndte så smukt med de dybe, brummende strygeres dvælende tonespil. Men det stod hurtigt klart, at musikerne havde lidt svært ved at finde fælles fodslag. Samklangen og samspillet kom aldrig til at fungere særlig godt.

Christian Schmiedescamp var tydeligvis en glad dirigent!

Christian Schmiedescamp var tydeligvis en glad dirigent!

Dernæst fulgte Elgars cellokoncert med Jonathan Swensen som solist. Musikken var fra starten kraftfuldt og fyldt med en dirrende intensitet. Kort efter starten var der en passage, hvor bratscherne og celloerne spillede fuldstændig perfekt sammen. Pludselig stod det fuldstændig klart, at Carl Nielsen havde blot været opvarmning – den egentlige koncert begyndte med Elgar og første sats sluttede med et brusende og svulmende klimaks! Igen og igen kunne jeg mærke hvordan frydefulde kuldegysninger løb ned af nakke. Sikken en oplevelse – wow!

Herefter fulgte det ene musikalske højdepunkt efter det andet – musikerne spillede virkelig godt og det gælder ikke mindst den unge cellist Jonathan Swensen; han havde et lidenskabeligt udtryk og virkede fuldstændig grebet af musikken. Nogen gange virkede han så grebet, at det så ud som glemte han alt og alle omkring sig. Da så det nærmest ud som om, at han legede med instrumentet – eller som om, at instrumentet blev levende mellem hans hænder. Han spillede fuldstændig suverænt – jeg blev temmelig forbavset, da jeg tjekkede programmet efter Elgars Cellokoncert og opdagede, at Jonathan Swensen kun er 18 år! Det er altså svært at forstå, når man hører hvordan han spiller! 

Antonín Dvorák – Fra den nye verden

Den unge solist Jonathan Swensen stemmer instrumentet.

Den unge solist Jonathan Swensen stemmer instrumentet.

Efter pausen spillede de Dvoráks 9. symfoni – bedre kendt som “Fra den nye verden”. Jeg har hørt dette værk nogle gange og jeg må indrømme, at jeg aldrig har været særlig vild med det. Tværtimod. Jeg har altid syntes, at det var en smule kedeligt. Men jeg må også tilføje, at den oplevelse blev ændret fuldstændig torsdag aften i Tivolis Koncertsal. For første gang forstod jeg endelig, hvad musikken handlede om!

Da Antonín Dvorak ankom til Amerika i 1892, var han interesseret i både indianernes og de sorte amerikaneres musik; alle steder kan man læse om, hvordan denne interesse kan spores i denne symfoni. Endvidere skriver DR om den 9. symfoni: “Om de store skove, de store vidder, de uendelige prærier befolket af indianere. Man fornemmer uro, det blæser op, er et uvejr på vej? Men kort tid efter ånder alt igen fred og den uforglemmelige melodi vender tilbage. Sjovt nok, så hørte jeg nogle helt, helt andre temaer i musikken torsdag aften!

Første sats begynder med cello og bas. Derefter følger en ganske kort hornfanfare. Paukerne fik nogle tæsk – og jeg elskede det. Musikken var dynamisk og kraftfuld – den var fuld af tempo og temperament. Jeg blev straks grebet af en følelse af, hvordan Dvorak har siddet på det store skib og nærmet sig New York – denne fremtidsby af skyskrabere. Jeg kunne pludselig se for mig, hvordan byen nærmest voksede op af havet. Samtidig kommer byens lyde tættere og tættere på – alle lydene vokser og forvandles til en musikalsk collage. Første sats er en mægtig fanfare – en hyldest og en hilsen til denne fremtidsby. Det er oplevelsen af, at nærmere sig New York for første gang.

Der er musestille, mens alle venter på det første tegn fra dirigenten.

Der er musestille, mens alle venter på det første tegn fra dirigenten.

Derefter udgør den følgende musik en cyklus på firetyve timer: musikken begynder så usædvanlig fint og dæmpet, mens solen langsomt stiger op af havet over den sovende by. Så kommer alle strygerne, mens folk vender sig i deres senge og gnider deres øjne. De vender sig endnu en gang inden de endelig vågner. Så følger fløjterne – byen vågner, den første morgentrafik bevæger sig ind i gaderne, mens solen stråler og blinker i tusindvis af vinduer. Nu følger en vidunderlig passage, hvor bassen spiller pizzicato – man mærker helt tydeligt, at det er byens hektiske puls, som begynder at slå stærkt og kraftfuldt. Morgentrafik og menneskemylder fylder alle byens gader: paukerne, strygerne og hornene – jeg fornemmer tydeligt og klart, hvordan Dvorak forvandlede byens lyde til en musikalsk collage eller et skuespil.

Midt i musikken kan man høre en klokke – en mærkelig klokke – en meget irriterende klokke. Er det sporvogne? Eller måske cykelklokker? Eller hvad i alverden kan det være? Pludselig slog det mig – jamen, det er jo indlysende: det er jo en telefon! I følge Wikipedia har den amerikanske kongres anerkendt Antonio Meucci, som telefonens oprindelige opfinder. Philipp Reis opfandt sin egen model i 1860. Samme dag i 1876 indgav både Elisha Gray og Alexander Graham Bell patentansøgning på telefonen – Graham Bell vandt og derfor har han i mange år været regnet for telefonen opfinder.

Antonín Dvorák (1841-1904).

Antonín Dvorák (1841-1904).

Den første samtalestation blev oprettet i København i 1879 og fungerede nærmest som telefonkiosker(læs her). To år senere blev Danmarks første telefonselskab oprettet. Den første telefonbog udkom i 1881 og der var 22 abonnenter – i 1899 var tallet vokset til 9.687(læs her). Dvorák kom fra Tjekkiet – jeg forestiller mig, at Tjekkiet har været mindre moderne end Danmark. Men det er selvfølgelig muligt, at jeg tager fejl. Jeg er dog helt sikker på, at Amerika – og særligt New York – har været langt mere udviklet end både Danmark og Tjekkiet. Jeg tror det er alt det ovenstående, som man på magisk vis kan høre og opleve i Dvoráks 9. symfoni. Man undrer sig, når man hører den første klokke … snart kommer der flere og flere … i begyndelsen er det morsomt, men snart ringer klokkerne uafbrudt og lyden bliver til et stressende inferno. Jamen, det er jo fuldstændig genialt; det er jo en meget, meget præcis beskrivelse af den teknologiske udvikling helt frem til … ja, helt frem til vores tid!

Senere bliver det aften – efter en pause, hvor det nærmest virker som om at musikken holder vejret – så kan man mærke, hvordan bilerne kører gennem de nattetyste gader, mens dansemusik driver ud fra barer og restauranter. Hvis denne symfoni er et musikalsk billede af New York, så er det i hvert fald en by som aldrig sover!

Værket slutter med en finale, som udtrykker respekt, beundring og ærefrygt for denne by og den nye verden. Komponisten har fået et blik ind i fremtiden; og han er både beruset og fascineret af alt hvad han har set og oplevet.

En rigtig flot koncert!

Det gik ikke så godt med Carl Nielsens Saga-Drøm. Dernæst fulgte Elgars Cellokoncert, hvor jeg blev helt beruset af musikken. Endelig sluttede koncerten med Dvoráks 9. symfoni, som sendt mig på en regulær fantasirejse. Som sædvanlig må jeg understrege, at jeg ikke aner noget som helst om, hvad der inspirerede Dvorák eller hvilken historie han har ønsket at fortælle med dit værk – alt det ovenstående er udelukkende min personlige oplevelse af musikken.

Christian Schmiedescamp greb den sidste tone i luften og holdt den fast, men publikum holdt vejret, før klapsalverne skyllede ned over scenen.

Christian Schmiedescamp greb den sidste tone i luften og holdt den fast, mens publikum holdt vejret … derefter skyllede klapsalverne ned over scenen.

Da de blev færdige med at varme op, spillede DUSIKA virkelig flot i værkerne af Elgar og Dvorák. Jonathan Swensen spillede suverænt i Elgars Cellokoncert og Christian Schmiedescamp støttede musikerne gennem hele aftenen – der er slet ingen tvivl om, at han har en stor del af æren for aftenens succés. Når man forholder sig til kontrasten mellem det første indledende værk og aftenens to store værker, så er jeg nødt til at konkludere, at det var dirigenten som formåede at gribe musikerne og føre dem ind på den rette vej. Christian Schmiedescamp fremstår som en meget omsorgsfuld dirigent – og så udstråler han en imponerende ro. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at dirigentens udstråling måske er meget befordrende for musikernes indsats.

Når jeg oplever sådan en aften, hvor jeg bliver grebet af både musik og fantasi, så kan det næsten ikke blive meget bedre. Men spillede de godt? Ja! … det tror jeg nok. Jamen, de spillede jo så godt, at jeg glemte at høre efter. Jeg var fuldstændig grebet af musikken og så glemte jeg alt andet. Og lige præcis dérfor, kunne jeg godt være fristet til at give fem stjerner – men det ville vist være useriøst, når jeg lige minder mig selv om Carl Nielsen. Men så skal DUSIKA, Jonathan Swensen og Christian Schmiedescamp i hvert fald have fire stjerner!

4 stjerner

DUSIKA - Hovedstadsregionens Ungdomssymfoniorkester - stemmer instrumenterne og gør klar til aftenens koncert i Tivolis koncertsal.

DUSIKA – Hovedstadsregionens Ungdomssymfoniorkester – stemmer instrumenterne og gør klar til aftenens koncert i Tivolis koncertsal.