Når man laver rabarbermuffins, så begynder man traditionelt set med at rense rabarberne, skære dem i korte stykker og evt. drysse dem med sukker – så kan de stå og trække, mens man forbereder resten. Men jeg har valgt at forsøge med en helt anden metode, som jeg ikke har set andre steder. Og resultatet? … jamen, for pokker! Det er for vildt! Og for lækkert! Jamen, hvordan i alverden skal jeg beskrive disse muffins? Helt ærligt: 

DET ER VERDENS BEDSTE RABARBERMUFFINS!

Rabarberkompot:

  • 4 stilke rabarber
  • 2-3 spsk vand
  • 2 spsk sukker
Rabarber - klar til at lave kompot.

Rabarber – klar til at lave kompot.

Jeg skyllede rabarberne og skar dem i korte stykker på cirka 1 cm. Så smed jeg dem i en lille gryde, tilsatte 2-3 spsk koldt vand og satte gryde på en kogeplade med lavt blus. Da rabarberne begyndte at simre, tilsatte jeg 2 spsk sukker og lod gryden simre et par minutter mere. Alt i alt tror jeg, at gryden simrede 3-4 minutter. Man behøver ikke, at være helt præcis eller perfektionistisk når man laver rabarberkompot. Der er stor forskel på, hvor store rabarberstænger er. Derfor kan det være, at man skal bruge lidt mere – eller lidt mindre – vand og sukker. Men det er lige meget, for det er jo en af de opskrifter, hvor man bare ikke kan lave fejl. Man risikerer måske, at resultatet bliver lidt mere sødt eller syrligt – men det gør jo ikke noget. Rør så lidt som muligt, så rabarberne holder formen. 

Jeg ved, at der er en del, som laver rabarberkompot i ovenen – det forstår jeg ikke, for det er bestemt ikke nemmere eller hurtigere. Tværtimod. Det tager meget længere tid at vaske et ildfast fad, som har været i ovnen end en gryde. Hvis man skal tænke på elregningen, miljøet og klimaet, så vinder gryden bestemt også.

Ingredienser:

  • 250 g mel
  • 1½ tsk bagepulver
  • ½ tsk fint salt
  • 2 dl sukker
  • 1½ tsk vaniljesukker
  • 2½ dl sojamælk
  • ½ dl rapsolie – eller anden neutral madolie

Tænd for ovnen på 200 grader.

Bland mel, bagepulver, salt og sukker. Tilsæt sojamælk og rapsolie – rør det hele godt sammen.

Så er rabarberkompotten forhåbentlig kølet lidt af. Tag 2-3 spsk rabarbersaft fra – hæld det i et glas eller en lille skål, og sæt det i køleskabet.

Hæld resten af rabarberkompotten i dejen og vend den forsigtigt i.

Hæld dejen op i muffinsforme, sæt dem i ovnen 25-30 minutter ved 200 grader.

Samlet arbejdstid er 15-20 minutter.

Rabarbercreme:

Mens kagerne køler af og bliver HELT kolde, så laver man en rabarberfrosting.

Klar til at lave rabarbercreme.

Klar til at lave rabarbercreme.

Bland cirka 100 g plantemargarine(fx NUTANA), cirka 2 spsk flormelis og det saft, som man tidligere fjernede fra rabarberkompotten. Bland det godt – jeg plejer at begynde med en gaffel og senere skifter jeg til et piskeris. Man er nødt til at smage det til, for nogen ønsker selvfølgelig mere sukker end andre.

Nu er jeg nødt til at komme med en lille indrømmelse: denne rabarbercreme skiller – og jeg ved ikke hvorfor. Men det smager så godt, at jeg laver det alligevel. Til gengæld lægger jeg det ind i kagerne, så man ikke ser det og ikke tænker så meget over det!

Èn opskrift – tre muligheder:

Man kan spise disse rabarbermuffins præcis som de er – de smager bare helt vildt lækkert! 

Man kan lave en frosting og lægge den på toppen – evt. med appelsin eller citron.

Eller man kan lave rabarberfrosting, som jeg har gjort. Dernæst kan man skære kagerne op på midten, så man kan lægge rabarbercreme-frosting ind i dem. Derefter kan man drysse flormelis på toppen. Så får man virkelig de ultimative rabarbermuffins!

Jeg lavede 5 lækre rabarbermuffins, for at tage dette billede - jeg bliver vist nødt til at indrømme, at da jeg havde taget billedet, spiste jeg dem alle sammen på mindre en 5 minutter.

Jeg lavede 5 lækre rabarbermuffins, for at tage dette billede – da jeg havde taget billedet, spiste jeg dem alle sammen på et øjeblik.