Jeg har aldrig forstået det der med lukkedage! Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan man kan forvente, at folk skal passe deres arbejde, når man lukker daginstitutionerne, så der ikke er nogen til at passe deres børn. Det giver jo ikke mening! Hvis man i det mindste tilbød et eller andet alternativ – så kunne jeg måske forstå det.

For et par dage siden var der igen – som så ofte før – debat om disse lukkedage. Og så viser det sig sørme, at kommunerne tilbyder faktisk altid et alternativ. Kommunerne sørger altid for, at børnene kan blive passet i en daginstitution i nærheden. Jeg synes, at jeg følger ret godt med i nyhederne og den politiske debat, men det har jeg – af en eller anden mærkelig årsag – aldrig hørt om før. Men så forstår jeg simpelthen ikke, hvad alle forældrene piver og klynker over. Hold nu op! Hvad i alverden er problemet? Der er jo ikke noget problem – medmindre man VÆLGER at gøre det til et problem!

Børnene får mulighed for at blive passet i en anden institution, men det er jo ikke sammen med lutter fremmede børn – der er selvfølgelig også nogle børn fra deres almindelige instution. Der var nogle forældre i indslaget som nævnte, at når der var lukkedag, så skulle de køre 35 km længere, for at aflevere deres deres børn. Det er temmelig langt og jeg kan godt forstå, at disse forældre får et problem – på den anden side, så er der måske andre forældre med det samme problem og så kunne man måske arrangere noget fælleskørsel. Det ville da være smart. Alligevel kan jeg godt forstå, at det er et problem, når man pludselig får sådan en ekstra køretur. Men jeg forstår absolut ikke, hvad alle de andre forældre klager over.

Jeg blev virkelig vred, da jeg så dette indslag – jeg blev virkelig, virkelig vred. Jeg følte mig også til grin. Jeg har nemlig været på forældrenes side i mange år – nu føler jeg faktisk, at man har løjet for mig. Jeg troede jo på alle disse forældre, som gennem mange år har klaget over lukkedage – nu viser det sig bare, at der slet ikke er noget problem.

Da jeg var barn, måtte jeg selv tage i skole. Jeg boede langt fra skolen og skulle hjemmefra næsten 1½ time før jeg skulle møde. Først skulle jeg gå 1 km for at komme med skolebussen – og det var da fuldstændig lige meget hvordan vejret var. Så blev vi afleveret på skolen, hvor vi kunne sidde og glo i 45 minutter, mens skolebussen hente de elever som boede andre steder. Sådan var det bare dengang. Men sådan noget kan man sørme ikke byde moderne børn. Moderne børn skal da helst køres af mor eller far … måske er nogle mennesker selv uden om det, når de får stress!

Vi løb rundt ude i skovene. Vi klatrede i træer. Vi faldt ned, vi slog os, vi blødte – og der var jævnligt nogen som brækkede et eller andet. Var det synd for dem? Næh, egentlig ikke. Jeg tror aldrig der var nogen som sagde, at det var synd for dem. Det var da deres egen skyld, at de ikke havde passet på! Sådan var det jo bare at være barn … eller sådan var det i hvert fald den gang. Men i dag skal børn pakkes ind i vat. Legepladserne skal være så sikre, at der ikke er den mindste risiko for, at nogen kan komme til skade – resultatet er, at legepladserne er blevet så kedelige, at børnene slet ikke gider at være der. Jeg kan huske et indslag fra nyhederne, hvor de fortalte, at der ikke må være træer eller træstammer på børnehavernes legepladser, for børnene kan jo falde på dem og de risikerer jo også at få træsplinter i fingrene – uhadada. For sådan en træspint, det kan man altså dø af … eller nej, det kan man faktisk ikke! Alle disse legepladser er efterhånden blevet så røvhamrende kedelige, at børnene slet ikke gider at bruge dem. Det er derfor moderne børn hellere vil sidde med en iPad eller en computer – og det kan jeg faktisk godt forstå. Det er selvfølgelig ikke nogen overraskelse, at det medfører problemer med både overvægt og dårlig motorik – begge dele er en logisk konsekvens af pyldrede forældre!

De børn som vokser op i disse år, bliver en flok snotforkælede møgunger, som tror, at alting udelukkende drejer sig om dem og deres behov – for det har deres forældre jo lært dem. Man taler om curlingbørn – men virkeligheden er jo meget værre: disse børn bliver jo både fysisk og psykisk handicappede. Det er faktisk ret uhyggeligt at tænke på! Lad mig lige slå én ting helt fast: jeg er slet ikke i tvivl om, at disse forældre forsøger at give deres børn den allerbedste barndom og opvækst. Spørgsmålet er bare, om det også er det bedste på den lange bane – og her er jeg lige så overbevidst om, at svaret er nej!

Der var heldigvis også nogle forældre i DR´s indslag, som fortalte, at deres børn var rigtig glade for disse lukkedage – de var glade for at komme i en anden børnehave, hvor der var andre legepladser og andre børn. Disse forældre fortalte, at deres børn oplevede lukkedagene som en slags udflugt og de var altid glade, når de kom hjem om aftenen. Disse børn har en sund, nysgerrig og åben livsindstilling. Pointen er bare, at børnenes indstilling afspejler forældrenes indstilling: 

Jeg har lige været nede for at købe lidt ind. På vejen kom jeg forbi to piger på sådan cirka 7-8 år. De cyklede og den ene kørte lidt foran den anden. Ikke meget. Det var kun 2-3 meter, så det var faktisk slet ingenting. Ikke destomindre så klynkede den bageste: “Nej, nej, du må altså ikke køre foran, for så får jeg ondt i maven. Jeg får ondt i maven, når du kører foran … ” Jeg må altså indrømme, at jeg kiggede en ekstra gang og tænkte: what the fuck?! Man skal ikke have meget fantasi, for at forestille sig, hvordan det lyder, når denne lille pige er ude at cykle med sin mor. Når man pylrer om sine børn, så bliver børnene naturligvis pylrede! Det er faktisk ret logisk! Og på den måde har man i hvert fald ikke gjort sine børn en tjeneste – tværtimod!

“Der er ikke lukkedage i Danmark”, siger Jane Jegind – og jeg er helt enig!