Jeg ELSKER Ditte og Louise.

Ditte spilles af Ditte Hansen. Her skal Ditte og Louise til at optræde for et publikum, som tror at de er Søs og Kirsten.

Ditte spilles af Ditte Hansen. Her skal Ditte og Louise til at optræde for et publikum, som tror at de er Søs og Kirsten.

De ryger og drikker – og i hvert fald den ene af dem er temmelig løs på tråden. De lyver, stjæler og bedrager – og jeg elsker det! Det er den bedste danske komedieserie, der er lavet siden “Langt fra Las Vegas”. Første afsnit har jeg allerede genset flere gange og jeg griner mere og mere, jo flere gange jeg ser det. Og andet afsnit var lige så morsomt. Jeg griner så meget, at jeg får ondt i maven og slet ikke kan trække vejret. Man kan faktisk godt dø af grin. Det gør mig en lille smule bekymret, for der er jo 6 seks afsnit, som jeg endnu ikke har set. Jeg håber sørme, at jeg overlever. 

“Ditte & Louise” er hverken belærende eller opdragende og serien er ikke den mindste smule politisk korrekt – heldigvis! I stedet for er det blevet til suveræn god underholdning!

Louise spiser ikke slik … slet ikke … aldrig … i hvert fald ikke før Ditte falder i søvn … så æder hun lige 2 kg. Kender vi typen? Ja, det gør vi da vist nok! Bagefter bliver Louise så dårlig, at hun brækker sig – og Ditte insisterer på at fotografere det, for det er jo et helt kunstværk. Kender vi den der typen, som absolut ikke har nogen grænse og absolut SKAL fotografere ALTING, for at lægge det ud på de sociale medier? Ja, mon ikke!

Louise - spillet af Louise Mieritz - har opdaget, at Ditte IGEN er ved at lave noget pinligt. Jeg ELSKER det ansigtsudtryk!

Louise – spillet af Louise Mieritz – har opdaget, at Ditte IGEN er ved at lave noget pinligt. Jeg ELSKER det ansigtsudtryk!

I sidste afsnit var de to middelmådige skuespillere på tur til Jylland. På grund af uheldige omstændigheder har de slet ingen penge. De er i Jylland, de har ingen penge og de er sultne. De standser ved en bod ved vejen(skøn kliché), hvor de stjæler gulerødder og frugt – og så snupper de da også lige pengekassen, inden de drøner væk fra gerningsstedet. Det er hylende morsomt – for det første er det hylende morsomt bare fordi, at sådan gør man jo ikke. Det er fuldstændig grænseoverskridende. Men samtidig kan vi også godt sætte os ind i deres situation. Lad mig gentage: de er i Jylland, de har ingen penge og de er sultne – derfor kan vi godt grine af dem og tilgive dem deres moralske brist. Betyder det, at vi kunne finde på at gøre det samme? Absolut ikke! Det er lige præcis dét, som er pointen: det er skønt at grine af mennesker på TV, som gør alle de sindssyge og grænseoverskridende ting, som vi godt kan forestille os i tankerne, men aldrig selv kunne finde på at gøre i virkeligheden. Det er lige præcis dérfor, at “Ditte & Louise” er så hylende morsomt: man kan godt identificere sig med tankegangen bag alle deres grænseoverskridende handlinger.

“Hej Matematik” medvirker også i afsnit 2. Dem er jeg også ret vild med, så der jo bare et ekstra plus.

Kan man sammenligne “Ditte & Louise” med “Klovn”? Absolut ikke! I serien “Klovn” blev alle Franks særheder og fejltrin straffet med et fordømmende blik og en moralsk løftet pegefinger fra Mia, der altid optrådte som en inkarnation af den politiske korrekthed – det var jo ikke til at holde ud. Jeg hader “Klovn” og har kun set nogle ganske få afsnit. Jeg hader også alle personerne i “Klovn” – hver evige eneste én! Den ene var mere utiltalende og usympatisk end den anden.

Det er helt anderledes i “Ditte & Louise” – her er der korporlig afstraffelse, når deres gale streger bliver afsløret. I sidste afsnit var de ved at få bank af en hel flok jyder. Der er ingen moderne politisk korrekthed i serien om “Ditte & Louise”. I stedet er serien nærmest blevet helt holbergsk. Sørine Godtfredsen har været ude med riven – når hun ser serien, så bliver hun flov på kvinders vegne, skriver hun(tryk her). Jeg er fuldstændig ligeglad med hvad Sørine Godtfredsen og alle andre synes – jeg ELSKER Ditte og Louise. Det er komedie lige efter mit hoved og jeg synes, at både Ditte Hansen og Louise Mieritz er absolutely fabulous! De viser, at nobody´s perfect. Sådan er det i serien om “Ditte & Louise” og sådan er det også ude i virkeligheden. Nobody´s perfect – og det er godt nok. 

Tryk på linket herunder, hvis du kunne tænke dig at se, hvorfor Ditte og Louise var ved at få bank af en flok jyske mænd!😀

https://www.dr.dk/tv/se/ditte-louise/ditte-louise-2-8

“Ditte & Louise” – ny dansk komedieserie, som sendes på DR1 hver fredag aften.