Jeg elsker at se Presselogen på TV2 News. Alligevel er der nogle gange, hvor jeg synes, at emnerne er lidt for tåbelige. I går synes jeg ligefrem, at de spildte tiden med at diskutere et emne, som var direkte uintelligent!

Presselogen diskuterede meningsmålingerne, som ramte helt ved siden af ved valget i torsdags. Det var i hvert fald påstanden i studiet og udgangspunktet for debatten. Helt konkret var problemstillingen, at Dansk Folkepartiet – i følge meningsmålingerne – stod til at få omkring 18% af stemmerne. Så er der en statistisk usikkerhed på 2%, men Dansk Folkeparti endte med at få 3% flere stemmer end meningsmålingerne havde forudsagt – og det er åbenbart et kæmpestort problem!

Stedfortrædende nyhedschef for DR, Naja Nielsen, udtalte, at først må de undersøge, hvordan det kunne gå så galt og bagefter må man undersøge, hvordan man kan gøre det bedre og forhindre, at det samme sker i fremtiden.

Men for helvede … det er en prognose! Det er en forudsigelse. Det er et avanceret gæt på, hvorledes det endelige resultat bliver. Hverken mere eller mindre! Det er et gæt! Det er jo det samme med en vejrudsigt … hvorfor forstår folk ikke, hvad en “prognose” betyder????

Punkt 1: jeg synes bestemt ikke, at en afvigelse på 3% er meget. Tværtimod. Det er så lidt, at jeg synes det er rimelig godt ramt. Vi skal også huske, at meningsmålingsinstitutterne regner selv med en statistisk usikkerhed på 2%. I forbindelse med valgets resultat for Dansk Folkeparti ramte de 1% uden for denne usikkerhedsmargen. Det er da ikke meget – alligevel har reaktionen både i medierne og blandt befolkningen været helt hysterisk og fuldstændig ude af proportion med problemets størrelse!

Ved det sidste parlamentsvalg i England så vi, hvordan prognoserne ramte helt ved siden af. Var det ikke omkring 10-15%? Det samme gælder det seneste parlamentsvalg i Israel. Her kan man da godt tale om, at det er katastrofalt for meningsmålingsinstitutterne – det går jo ud over deres troværdighed. Men alle os andre … hvis vi har et problem med disse prognoser, så er det måske bare et udtryk for, at vi tager dem lidt for alvorligt. En afvigelse på 2 eller 3% er ingenting. Men jeg tror det er heldigt, at vi stadig ser ekstreme tilfælde som både i England og Israel, så vi ikke glemmer hvad en prognose er! 

Punkt 2: hvad skulle vi overhovedet med et rigtigt valg, hvis prognoserne kunne ramme 100% rigtigt? Når man laver en meningsmåling, så sidder der en håndfuld mennesker, som ringer til nogle få tusinde personer og spørger dem om, hvad de vil stemme på. Det tager ikke specielt lang tid og det koster heller ikke specielt mange penge. Men det koster en formue at afholde et valg: der skal trykkes valgsedler, der skal sendes valgkort til alle stemmeberettigede, valglokalerne skal indrettes og alle dem som arbejder i valglokalerne skal have både løn og forplejning. Hvis prognoserne kunne ramme 100% rigtigt, så kunne man lige så godt droppe de rigtige valg, nøjes med at spørge et par tusinde mennesker lige som meningsmålingsinstitutterne og spare en pokkers masse millioner. Men hvem synes, at det ville være en tilfredsstillende løsning?

Derfor håber jeg aldrig, at det lykkes for prognoserne at ramme helt rigtigt!

Punkt 3: Når de første valgresultater bliver offentliggjort, så dropper medierne prognoser og exitpolls. I stedet får vi de konkrete resultater fra valgsteder eller valgkredse. Samtidig kan man også følge fordelingen mellem de to blokke – MEN denne fordeling er udregnet på baggrund af de foreløbige stemmeresultater, exitpolls og avancerede regneværktøjer. Det vil sige, at i virkeligheden er det jo bare endnu en prognose. Jeg må desværre indrømme, at dette var nyt for mig og jeg er OVERHOVEDET IKKE tilfreds.

I presselogen fik vi den begrundelse, at det skulle jo ikke være lige som i Melodi grand prix, hvor resultatet kan svinge fra den ene side til den anden. Hvorfor ikke? Hvad er problemet? Jeg kan ikke se noget problem! I stedet for mediernes gætterier, så vil jeg gerne præsenteres for de ægte og usminkede stemmeresultater. Jeg er klog nok til at vide, at der er forskel på, hvordan folk stemmer ude på landet eller i storbyerne. Der er også forskel på hvordan man stemmer i Nakskov eller i Nordsjælland. Jeg ved også godt, at de store valgkredse rykker mere ved det samlede resultat end de små valgkredse. Derfor ved jeg jo godt, at der er ikke noget som er afgjort, før valget alle stemmer er talt op … eller næsten alle stemmer.

Det er jo valgets grundvilkår og det er jeg sikker på, at de fleste mennesker forstår. Derfor kan jeg ikke forstå, hvorfor vi ikke bare kan nøjes med at få de usminkede valgresultater. Jeg kan heller ikke forstå hvorfor det er skulle være et problem, at balancen mellem rød og blå blok kan svinge – tværtimod – det er da kun med til at gøre valget mere spændende.

Prognose 032