Tirsdag aften var jeg til koncert i Tivolis koncertsal med Ungdomssymfonikerne – eller Norwegian National Youth Orchestra, som de hedder når de optræder i udlandet. Orkestret består selvfølgelig af unge musikere, men det er ikke bare nogle tilfældige unge musikere – det er nogle temmelig dygtige unge musikere, som alle er på vej mod en karriere som professionelle musikere.

Knut Vaage – Tjat

Selv om det har været en temmelig middelmådig sommer, så var der masser af godt humør og sommerstemning i Tivoli i går.

Selv om det har været en temmelig middelmådig sommer, så var der masser af godt humør og sommerstemning i Tivoli i går. Copyright: Jens Drejer.

Aftenens første værk er skrevet i 2005 af den norske komponist Knut Vaage – når man taler om klassisk musik, så kan et årstal som 2005 give en del mennesker nervøse trækninger. Disse nervøse trækninger bliver ikke mindre, når man får at vide, at værket hedder “Tjat” – oversat til dansk betyder det “chatter”. Jeg har kun været i et chatroom nogle få gange; enten er der så få mennesker, at der ikke sker noget som helst og det er dødhamrende kedeligt – ellers er der så mange mennesker, der alle sammen skriver samtidig, at det hele er et stort kaos. Man kan slet ikke finde ud hvem der skriver hvad til hvem. Og hvis man selv forsøger at skrive et eller andet, så når man ikke at læse hvad de andre skriver. Jeg kunne i hvert fald ikke finde ud af det. Jeg synes det var ganske forfærdeligt!

Knut Vaages komposition var en meget præcis gengivelse af mine oplevelser med at chatte – musikken begyndte temmelig skingert. Så blev det larmende og buldrende. Derefter blev musikken blid og melodiøs. Og så eksploderede det hele igen i et ophidset, larmende og eksalteret inferno.

Det var ikke så ekstremt eller kakofonisk, som man kunne have frygtet. I stedet var det en meget morsom og underfundig musikalsk definition på begrebet “Tjat”. Det var meget sjovt at høre dette værk, men jeg tror ikke, at jeg har behov for at høre det igen. 

Til gengæld har jeg en fornemmelse af, at unge mennesker måske vil elske det – jeg tror, at de straks ville genkende de forskellige elementer i musikken og dermed kunne dette værk måske også fungere som en form for indgang til den klassiske musiks verden.

Jean Sibelius – violinkoncert

Jean Sibelius

Jean Sibelius(1865-1957)

Næste værk var Sibelius violinkoncert, som begynder med et kor af blide og spæde violiner – men der går ikke mange sekunder, før solisten overtager hovedrollen med en hjerteskærende og næsten grædefærdig solo. Det føltes som om, at violinen formidlede en helt enorm og ubærlig smerte – det var dén grundstemning som dominerede hele værket. Det var ikke tristhed – det udtryk er alt for mildt. Violinen var snarere som en martret sjæl, der græd og vånede sig gennem hele værket.

Gang på gang eksploderer denne klagesang i et ophidset og eksalteret melodrama – så gik det over stok og sten i et helt vildt tempo. Det var meget voldsomt og meget kraftfuldt. Det må kræve et utroligt niveau både af solisten – Henning Kraggerud – og alle de unge musikere i orkestret.

Tredje sats begyndte med en munter dansemelodi – men allerede efter nogle få toner, virkede denne munterhed både forceret og forstilt. Smerten og lidelsen lurede stadig lige under overfladen. Denne stemning blev understreget og forstærket af basserne og celloerne, som slog buerne mod strengene – det lød både uhyggeligt og skæbnesvangert. Jeg har læst, at dette skulle være en polonaise. Jeg synes, at det lyder som en dance macabre!

Der var bragende klapsalver til både Henning Kraggerud og orkestret efter Sibelius violinkonert. Henning Kraggerud kvitterede med et lille ekstranummer, hvor tempoet var endnu hurtigere og endnu vildere. Jeg tror han havde valgt dette nummer for at demonstrere sine suveræne og ekstraordinære evner som violinist – sådan en blærerøv! Jaja, man kan godt more sig en smule. Men samtidig føles det også som et stort privilegium at opleve sådan en ekvilibrist.

Gustav Mahler – Symfoni nr. 1

Det sidste værk var Mahlers 1. symfoni – et fantastisk værk, som kræver at scenen er fyldt til allersidste plads. Jeg talte 9 kontrabasser og 2 harpister – det er dobbelt så mange som normalt, hvilket siger noget om niveauet for Mahlers værk. Det er stort! Det er mastodontisk!

Første sats er fyldt med forårsstemning – man kan høre hvordan alting spirer og pibler op af jorden. Fuglene synger og gøgen kukker. Musikken er munter og legesyg. Der er eventyr og magi i luften.

Anden sats er som en collage af stumper og stykker af glad og munter dansemusik. Mellem dansemusikken er der korte intervaller, hvor musikken forekommer træt og udmattet – det er ikke svært at genkende den der særlige mathed, som man kan opleve klokken fire eller fem om morgenen efter en rigtig god fest. Denne sats er tydeligvis et resumé af en temmelig festlig ungdomstid.

Tredje sats begynder med tre slag på paukerne – så spiller en af kontrabasserne den kendte børnesang: “mester Jakob, mester Jakob, sover du? sover du? hører du ej klokken? hører du ej klokken? bim – bam – bum – bim – bam – bum.” Dernæst blev det samme gentaget af en enkelt fagot. Paukernes slag passede præcis med “bim – bam – bum“. Disse rytmiske og monotone paukeslag virkede både skæbnesvangre og ildevarslende.

Gustav Mahler(1860-1911)

Gustav Mahler(1860-1911)

Mester Jakob er vist nok kendt over det meste af verden. På fransk hedder sangen “Frère Jacques” – jeg tror det var Mahlers hensigt, at man skulle tage teksten helt alvorligt. Tiden går og klokken slår – bogstaveligt talt. Tredje sats er et alvorligt wake up-call. Med mellemrum hører man stadig reminiscenser af dansemusikken fra anden sats. Selv om den stadig har en vis fristende eller dragende kraft, så har den også fået en vaklende og forvrænget karakter, som om den minder om noget der er fordærvet.

Mahlers første symfoni minder om en klassisk dannelsesroman. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Dantes guddommelige komedie, hvor helten befinder sig midtvejs på sin vandring gennem livet, da han erkender at han er faret vild fra den vej, som han burde følger … herfra må helten kæmpe sig igennem helvede, skærsilden og himlen, for at finde sig selv. Det er ikke helt usammenligneligt med det der sker i Mahlers første symfoni.  

I følge det lille hæfte som følger med min indspilning af dette værk, så har Gustav Mahler selv afsløret, at den fjerde sats handler om et forlist kærlighedsforhold. Oprindeligt havde denne sats undertitlen “Fra helvede til himlen” – dermed følger denne sats den samme bevægelse som “Den guddommelige komedie”. Kan man forestille sig, at værket handler om en person der indser, at han er på vildveje, hvorefter han forsøger at etablere sig i en klassisk, borgerlig kernefamilie? Fjerde sats er præget af flere infernalske højdepunkter, som afveksler med en lidt tvivlsom idyl. Jeg synes denne idyl er ret kedelig – man kunne sige, at idyller var måske ikke en af Mahlers spidskompetencer. Eller måske var det netop Mahlers hensigt, at denne idyl skulle være mat og kedelig. Schopenhauers filosofi var jo netop baseret på den kongstanke, at mennesket er som et pendul, der bestandigt svinger frem og tilbage mellem elendighed og kedsomhed. Det kærlighedsforhold som Mahler beskriver svinger åbenbart mellem voldsomme skænderier og kedsomhed, indtil forholder kuldsejler og helten endelig kan erobre himlen.

Gustav Mahler havde døbt sin første symfoni “Titanen” – tydeligvis et udtryk for ungdommeligt storhedsvanvid. Efter den idylliske barndom, efter en udsvævende ungdom og efter et forlist kærlighedsforhold, da har titanen endelig fået styrke og kraft til at storme Olympen. Ledsaget at pauker og trompetfanfarer slutter Mahlers første symfoni med at himlen åbner sig og modtager den unge Titan. Hvis ikke det er en rigtig roman, så ved jeg ikke hvad det er!

En fantastisk aften

Sikken en fantastisk aften i Tivolis koncertsal. Det var et flot og spændende program. Knut Vaages nykomposition “Tjat” var et perfekt supplement til de to klassiske storværker. Orkestret spillede med masser af energi og kraftfuld styrke – og det var en stor oplevelse at høre Henning Kraggerud.

Efter endnu et stormende og bragende bifald gav orkestret et ekstranummer, som blev fremført i et rasende og fyrigt tempo. Jeg synes ikke, at jeg overdriver når jeg kalder dette ekstranummer for et musikalsk festfyrværkeri.

5 stjerner

Tivolis koncertsal - august 2015.

Tivolis koncertsal – august 2015. Copyright: Jens Drejer.