Lørdag aften var jeg til koncert med Det Sjællandske Underholdningsorkester. Koncerten begyndte med “Eingesendet”, som er en lystig og festlig polka af Josef Strauss – dette værk satte standarden for resten af koncerten. Man blev straks i godt humør og det holdt hele aftenen.

Johann Strauss d. y. (1825-1899).

Johann Strauss d. y. (1825-1899).

Det Sjællandske Underholdningsorkester har specialiseret sig i den lette underholdningsmusik og programmet var domineret af kendte komponister som Josef Strauss, Johann Strauss d. y., H.C. Lumbye, George Gershwin og Andrew Lloyd Webber. Der var masser af polka, march og valsemusik, der var opera, operette og musicals. Man kan slet ikke undgå at blive i godt humør af den slags musik. Lige bag mig sad en ældre mand – jeg vil gætte på, at han var omkring 75 år. Hver eneste gang orkestret afsluttede et nummer, udbrød han skiftevis “bravo” og “wow”. En enkelt gang hørte jeg oven i købet et dybt og inderligt “wroough”, der lød fuldstændig lige som Kim Schumacher i 80erne.

Det Sjællandske Underholdningsorkester levede på alle måder op til sit navn – det var en glad og festlig aften, og der var underholdning for alle pengene.

Hans Christian Lumbye(1810-1874) var den første dirigent for det som vi i dag kender som Tivolis Symfoniorkester. Det var også Lumbye som komponerede Champagne galoppen, der er blevet en slags kendingsmelodi for Tivoli.

Hans Christian Lumbye(1810-1874) var den første dirigent for det som vi i dag kender som Tivolis Symfoniorkester. Det var også Lumbye som komponerede Champagne galoppen, der er blevet en slags kendingsmelodi for Tivoli. Copyright: Jens Drejer. 

Den kendte sopran Anne Margrethe Dahl medvirkede som solist. Hun sang “Heia in den Bergen” fra Czardasfyrstinden, “Klänge der Heimat” fra Flagermusen, Summertime fra Porgy and Bess og endelig gav hun “Climb every Mountain” fra The Sound of Music, som ekstra nummer. Anne Margrethe Dahl har snart været en fast sanger på de danske operascener i næsten 25 år. Hun har en flot stemme, hun ser godt ud og hun har en stærk udstråling, når hun står på en scene. Hun er en meget populær sanger og hun var selvfølgelig også en stor succes i Tivolis Koncertsal lørdag aften.

Mellem værkerne fortalte dirigent Jørgen Fuglebæk levende og medrivende om musikken og komponisterne. Det var både spændende og lærerigt. Da disse små indslag også var tilsat en passende mængde jovial humor, blev de ledsaget af megen latter fra salen. Jørgen Fuglebæk fortalte blandt andet om baggrunden for H. C. Lumbyes “Pepita Polka”. Pepita var en spansk danserinde, som blev kendt i hele Europa i 1850erne – hun blev kendt for sin fyrige og eksotiske dans. I 1858 optrådte hun i København – trods Pepitas store berømmelse, så var hendes eksotiske dans en udfordring for det københavnske borgerskab, som var vant til Bournonvilles klassiske og elegante balletter. August Bournonville var selv til stede, da Pepita optrådte i Københvan. “Lad mig komme ud,” udbrød den forfærdede balletmester.

Jørgen Fuglebæk trakterede publikum med en masse af disse små sjove anekdoter i samme stil og de bidrog lige så meget til den gode stemning i salen, som selve musikken.

Carl Nielsen(

Carl Nielsen(1865-1931).

Der var også en enkelt fællessang i programmet. Det var “Som en rejselysten flåde” med tekst af Helge Rode og musik af Carl Nielsen. Man kan vist godt kalde “Som en rejselysten flåde” for en klassisk fædrelandssang, men Helge Rode er ikke en Adam Oehlenschläger(Der er et yndigt land). Den er bestemt heller ikke på niveau med “Den danske sang”, som har melodi af Carl Nielsen og tekst af Kai Hoffmann. Men der er ingen tvivl om, at folk elskede det og derfor skal det bestemt ikke trække ned, at jeg ikke er så vild med fællessang. Jeg er også enig med Jørgen Fuglebæk i, at det er vigtigt, at vi ikke glemmer vores gamle danske traditioner, som fx fællessang.

Jørgen Fuglebæk talte om den lette underholdningsmusik, som Tivolis sjæl – derfor var det naturligvis også uundgåeligt, at koncerten sluttede med H. C. Lumbyes skønne og festlige Champagne galop.

Det var på alle måder en god, vellykket, hyggelig og festlig aften med Det Sjællandske Underholdningsorkester i Tivolis Koncertsal og derfor giver jeg fem stjerner. Kan man give fem stjerner til et orkester af fritidsmusikere? Jeg hørte ingen som spillede falsk og der var heller ingen som havde problemer med at holde takten. Der var et par gange hvor jeg tænkte, at der godt kunne have været lidt mere tempo og energi – men det er sikkert bare en smagssag. Til gengæld var musikken fyldt med fest og farver og sprudlende godt humør. Derfor synes jeg, at Det Sjællandske Underholdningsorkester, Jørgen Fuglebæk og Anne Margrethe Dahl har fortjent fem stjerner for denne skønne aften!

5 stjerner

Tivolis koncertsal - august 2015.

Tivolis koncertsal – august 2015. Copyright: Jens Drejer.