Onsdag aften var jeg til koncert med Amalie Elmark(violin) og Jonathan Siahaan(klaver). Det var en aften med violinsonater af Beethoven, Ravel og Prokofiev.

Den første sats i Beethovens vionlinsonate var kraftfuld og bombastisk. Anden sats var langsom og dvælende – men ikke  slæbende. Det var meget smukt. Tredje sats var munter og frejdig. Fjerde sats var voldsom og overvældende. Når jeg går til koncert, så skal jeg ligesom akklimatiseres – jeg skal lige have tømt hovedet for dagens tanker og udfordringer. Først når hovedet er helt tomt, så kan jeg rigtig lytte til musikken … jeg ved ikke om der er andre som har det på samme måde? Eller om det bare er mig?! Men Beethovens musik var så gribende, at jeg hurtigt blev fanget af musikken og glemte alt andet. Og de unge mennesker spillede fantastisk – Amalie Elmark og Jonathan Siahaan fik et usædvanlig stort bifald allerede efter det første værk! 

Maurice Ravel – violinsonate nr. 2 i G-dur

Jeg havde selvfølgelig set, at der stod Maurice Ravel i programmet. Men jeg kan jo ikke huske alle de der titler – sonate nr dit eller dat i den ene dur eller den anden mol. Derfor havde jeg ikke slet ikke opdaget, at det var et af mine yndlingsværker, som de skulle spille. Til gengæld fik jeg en stor og dejlig overraskelse, da jeg straks genkendte de første toner.

Maurice Ravel(1875-1937).

Maurice Ravel(1875-1937).

Som sædvanlig skal jeg begynde med at indrømme, at jeg aner ikke hvad Ravel tænkte på, da han skrev dette værk. Jeg er dog hundrede procent sikker på, at første sats følger et lille vandløb – man kan tydeligt høre vandet som pibler af sted. Nogle gange hurtigt – andre gange langsomt og dovent. Nogle gange lyder det som om, at vandet bruser blidt og forsigtigt ned over et lille vandfald.

Næste sats er en blues – en slentrende blues. Violinen spiller et smægtende og  flirtende tema, mens klaveret følger listende og lurende bagefter. Denne sats giver mig en følelse af at slentre ned af de brede boulevarder i Paris på en lun sommeraften; gæsterne sidder uden for på cafeerne; tjenerne står og hænger i døråbningerne til barerne, mens de ryger den ene gauloise efter den anden; mænd og kvinder flirter med hinanden – og hele tiden hører man stymper og stykker af musik, som er forskellig, men dog alligevel har et vist genkendeligt slægtsskab og det er jo den melankolske blues … (tryk her for at høre denne sats).

I tredje sats er musikken skæv, vaklende, slingrende, usikker og forvrænget. Hvad i alverden er det der sker? Her bliver jeg så nødt til at indrømme, at jeg synes jeg genkender denne musik … det er jo præcis lige som at være inde i mit hoved, når jeg har været i byen og jeg er blevet fuld og klokken er tre om natten. De fleste kender nok den der følelse af, at benene er som gelé og hele verden drejer rundt … og det bliver jo ikke bedre, når hovedet begynder at dunke og tømmermændene melder deres ankomst. Jeg er fuldstændig overbevidst om, at det er den oplevelse, som Ravel beskriver i denne sats. 

Men man kan vist også fortolke dette værk, som et billede på evolutionen – første sats er den harmoniske og romantiske fortid. Anden sats er den moderne og dynamiske nutid. Og tredje sats er en uhyggelig dystopisk fremtidsvision.

Endnu en gang var der bragende bifald til de to unge musikere – og de havde virkelig fortjent det. Det var formidabelt. Det var fænomenalt. Det var sublimt – og det var hjerteskærende smukt. Jeg har fundet en udmærket video på YouTube, hvor man kan høre hele værket i en virkelig flot og velspillet optagelse(tryk her).

Prokofiev – violinsonate nr. 2 i D-dur

Sergej Prokofiev(1891-1953).

Sergej Prokofiev(1891-1953).

Jeg er normalt ret vild med Prokofiev og hans både dynamiske og temperamentsfulde musik … men onsdag aften i Tivolis koncertsal … efter Ravels suveræne sonate … så virkede Prokofievs musik pludselig en smule tam og uinteressant. Amalie Elmark og Jonathan Siahaan spillede virkelig godt. Og jeg er vild med Prokofiev. Jeg tror bare de havde spillet Ravels violinsonate så stærkt og suverænt, at det var fuldstændig lige meget hvad de spillede bagefter – uanset hvad de havde valgt, så havde det været en lille smule kedeligt.

Koncerten sluttede med et stort, velfortjent og stående bifald – det var en rigtig dejlig aften i Tivolis Koncertsal.

5 stjerner

Tivolis Koncertsal - september 2015.

Tivolis Koncertsal – september 2015. Copyright: Jens Drejer.