Mahlers 3. symfoni begynder med otte horn, som spiller en dramatisk reveille. Så følger et kort stykke, hvor træblæserne og en enkelt soloviolin spiller et dæmpet og blidt stykke – som bliver efterfulgt af en livlig og munter fanfare fra klarinetterne. Hvad er det der sker?

Henrik Engelbrecht, september 2015. Copyright: Jens Drejer.

Henrik Engelbrecht, september 2015. Copyright: Jens Drejer.

Før koncerten var der koncertintroduktion med Henrik Engelbrecht, som er en meget populær mand – koncertintroduktionen blev holdt på gulvet foran scenen og der var næsten fyldt. Det var – som altid, når Henrik Engelbrecht fortæller – spændende, underholdende og lærerigt. Henrik Engelbrecht gav os først en kort indføring i Gustav Mahlers liv: han var først og fremmest dirigent. Men han havde et meget anstrengt forhold til de ensembler han dirigerede og de var altid glade når han rejste igen. Dernæst fortalte Henrik Engelbrecht, at Gustav Mahler ikke brød sig om programnoter. Han syntes værket skulle stå for sig selv og derfor havde han slet ikke lyst til at fortælle om sine egne hensigter og tanker med værket. Desværre kunne han ikke dy sig – han kom til at afsløre det hele i et brev til en af sine venner, hvilket var ret heldigt for os.

Og så begynder vi lige forfra:

Første sats hedder “Pan vågner” – først spiller de otte horn en dramatisk og monumental reveille. Dernæst følger et kort stykke, hvor træblæserne og en enkelt violin spiller et blidt stykke. Det er skovguden Pan, som sover og langsomt vågner …. da han endelig slår øjnene op, spiller klarinetterne en lystig fanfare. Når Pan vågner, så kommer foråret og sommeren … alt spirer, vokser og springer ud.

Anden sats hedder “Hvad blomsterne på engen fortalte mig” – der er et idyllisk stykke, hvor man føler blomsterne som vender og drejer sig i en varm og blid brise. Det er smukt – hjertegribende smukt.

Uffe Savery er musikchef for Copenhagen Phil - han bød publium velkommen og sagde nogle få ord om koncerten. Det var Lan Shuis sidste koncert, som chefdirigent for Copenhagen Phil - men Uffe Savery forsikrede, at deres gode samarbejde også ville fortsætte i fremtiden. Copyright: Jens Drejer.

Uffe Savery – musikchef for Copenhagen Phil – bød publium velkommen og sagde nogle få ord før koncerten. Det var Lan Shuis sidste koncert, som chefdirigent for Copenhagen Phil – men Uffe Savery forsikrede, at deres gode samarbejde også ville fortsætte i fremtiden. Copyright: Jens Drejer.

Tredje sats hedder “Hvad dyrene fortalte mig” – jeg synes det er den sværeste sats. Jeg havde jo forventet at genkende en masse dyr – men det gjorde jeg faktisk ikke. Denne sats er bygget på en gammel tysk folkevise fra “Des Knaben Wunderhorn”, som hedder “Ablösung in Summer”. Hvis jeg kendte denne folkevise, så ville jeg nok forstå denne sats lidt bedre.

Fjerde sats hedder “Hvad menneskene fortalte mig” – her synger solisten et stykke fra Nietzsches hovedværk “Således talte Zarathustra”. Det er en slags midnatsvise, hvor livssmerte og hjerteve i nattens mulm og mørke forvandles til en slags forudanelse om glæde i evigheden. Det var meget smukt og Susanne Resmark sang – som altid – helt fantastisk.

Femte sats hedder “Hvad englene fortalte mig” – det er en musikalsk iscenesættelse af endnu et stykke fra “Des Knaben Wunderhorn”, som hedder “Arme Kinder Bettler-lied”. Drengen Peter har syndet, han angrer og beder om syndsforladelse, hvilket Jesus giver ham. Susanne Resmark sang Peters parti og Damekoret sang Jesus stemme, mens børnkoret agerede de bimlende og bamlende klokker. Det var ikke bare smukt, men det var også genialt – alle disse elementer smeltede sammen til en ekstatisk helhed.

“Liebe nur Gott in alle Zeit”, sang de – og så må jeg indrømme, at jeg får problemer med at forstå værket og ideen. Nietzsche var jo ateist – han var ærkeateist. “Således talte Zarathustra” var jo hovedværket, hvor han gang på gang erklærede Gud for død. Derfor har jeg meget svært ved at forstå, at Mahler både bruger et stykke fra “Således talte Zarathustra” og dernæst et stykke fra “Des Knaben Wunderhorn”, der priser den evige Gud. Jeg har læst, at Mahler senere i livet brændte alle sine Nietzschebøger – men det forklarer jo stadigvæk ikke hensigten med at sætte disse to tekster ved siden af hinanden. Og dog …

Så begynder vi forfra endnu en gang:

Mahlers 3. symfoni begynder med, at Pan vågner – vi er altså i en verden hinsides den historiske tid. Man kunne sige, at vi er i en slags mytologisk tid. Hele denne sats er en kamp, hvor lys og glæde kæmper mod mørke og alvorlige toner. Denne kamp får mig til at tænke på C. S. Lewis værk om “Løven, Heksen og Garderobeskabet”, hvor de gode og de onde kræfter i en mytologisk verden også kæmper mod hinanden. De lyse kræfter vinder både i Narnia og i Mahlers første sats, som slutter med en jublende finale – hvilket er forudsætningen for resten af den tredje symfoni.

Herefter følger “Hvad blomsterne fortalte mig”, “Hvad dyrene fortalte mig”, “Hvad menneskene fortalte mig” og “Hvad englene fortalte mig” – der er altså tale om et meget skarpt defineret hieraki, som er baseret på en rangordning af forskellige bevidsthedsniveauer. 

Gustav Mahler(1860-1911)

Gustav Mahler(1860-1911)

Det er en genial opbygning af denne symfoni, fordi det er en logisk konstruktion, hvor den ene sats er en logisk følge af den anden. Alligevel kan jeg godt ærgre mig lidt over den første sats – jeg kan nemlig ikke lade være med at tænke, at værket havde været endnu mere genialt, hvis den første sats havde været skabelsen. Jeg mener ikke skabelsen i bibelsk forstand. Jeg mener The Big Bang – og jeg må også indrømme, at når jeg lytter til den første sats, så er det skabelsen af vores kosmos, som jeg hører.

Hvis man følger min tanke om, at værket er konstrueret omkring en rangordning af forskellige bevidsthedsniveauer, så vil det også betyde, at ateisten(4. sats) står under den religiøse(5.sats).

Men så mangler vi jo stadigvæk den sidste sats: hvad står over både englene, Jesus og Gud? Mange vil nok hævde, at der er intet som står over Gud. Ikke desto mindre så hedder den sidste sats i Mahlers 3. symfoni “Hvad kærligheden fortalte mig” …. kærligheden står over alt andet. I hvert fald i Mahlers univers. Jeg synes det er så smukt, at det er næsten ubeskriveligt – og det samme gælder musikken. Musikken i den sjette og sidste sats er fyldt med kosmisk harmoni, indre fred og salighed.

Jeg synes det er fuldstændig uforståeligt, at Mahler kunne skrive noget som helst efter denne symfoni. Nej, faktisk er det helt uforståeligt, at nogen komponist har kunnet skrive noget som helst. Mahlers 3. symfoni må absolut være en af de kulturens EKSTASETINDER, som Nietsche taler så meget om i sit forfatterskab. Jeg får næsten lyst til at sige, at Mahlers 3. symfoni er den klassisk musiks Mount Everest! 

En storslået koncertoplevelse

Der var blomster både til solist Susanne Resmark, samt afgående chefdirigent Lan Shui. Copyright: Jens Drejer.

Der var blomster til solist Susanne Resmark og afgående chefdirigent Lan Shui. Copyright: Jens Drejer.

Sjældent har jeg set så mange sangere og musikere på en scene, som lørdag eftermiddag i musikkonservatoriets koncertsal. Det kræver virkelig noget, at skaffe så mange kunstnere – det er også en af de væsentligste grunde til, at denne flotte symfoni ikke bliver opført så tit. I denne sammenhæng er det en kæmpestor fordel, at Copenhagen Phil deler residens med Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Ikke nok med at de deler adresse, men de har også en fast aftale om at give en eller to fælleskoncerter om året. Det giver de studerende nogle muligheder – men det giver sandelig også Copenhagen Phil nogle store fordele, som andre danske symfoniorkestre ikke har. 

Jeg ville gerne fremhæve et par højdepunkter fra koncerten – men det hele var så flot og vellykket, at det ikke giver mening at fremhæve noget frem for andet. Jeg synes alle medvirkende gjorde en formidabel indsats og resultatet var en storslået koncert.

Hvis jeg skal kritisere en lille smule, så må det blive holdningen hos de musikere som ikke spiller – de garvede og erfarne musikere fra Copenhagen Phil har udviklet en holdning og et udtryk, som nærmest får dem til at se både henførte og andagtsfulde ud, når de ikke spiller, men venter på, at det bliver deres tur. Det kunne de unge studerende fra konservatoriet godt lære noget af. Mange af dem så ud som om, at de kedede sig bravt, når de ikke selv spillede.

Copenhagen Phil, studerende fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Kammerkor og børnekor, mezzosopran Susanne Resmark og dirigent Lan Shui.

Copenhagen Phil, studerende fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Kammerkor og børnekor, mezzosopran Susanne Resmark og dirigent Lan Shui. Copyright: Jens Drejer.