Fredag aften gav Copenhagen Phil koncert i residensen på Rosenørns allé, aka Konservatoriets Koncertsal. De spillede værker af Arvo Pärt, Tjajkovskij og Jean Sibelius. Christian Kluxen var dirigent og den russiske violinist Sergej Krylov var aftenens solist. 

Violinist Anne Søe præsenterer aftenens program.

Violinist Anne Søe præsenterer aftenens program. Copyright: Jens Drejer.

Koncerten begyndte med violinist Anne Søe, som præsenterede aftenens program. For nogle år siden indførte Copenhagen Phil den skik, at forskellige musikere fra orkestret skiftes til at indlede deres koncerter. Det er en fantastisk skik – på den måde får publikum et tættere og mere personligt til musikerne. Samtidig får man en kort indføring i værkerne, samt en smule baggrundsviden om komponisterne. Anne Søe virkede lidt nervøs og det var rigtig synd, for hendes introduktion var både spændende, relevant og vedkommende. 

Aftenens første værk var “Cantus in memoriam Benjamin Britten” af den estiske komponist Arvo Pärt(f. 1935).  Værket begynder med tre slag på et instrument, der lyder som en kirkeklokke – de tre slag følger efter hinanden med et kort interval, hvor hver eneste tone får lov til at ringe ud før det næste slag. Dernæst begynder violinerne og bratscherne – bølge efter bølge af fine og sarte toner skyller ind over publikum, bølge efter bølge fyldt med sorg og smerte. Langsomt stiger både intensitet og volumen. Musikken bliver mørkere og mørkere, og dybere og dybere, indtil værket slutter brat med endnu et slag på kirkeklokken. Det var fantastisk og jeg er dybt fascineret af denne evne til at slutte på præcis det samme sekund – det er virkelig skarpt. Man er helt mundlam, mens den sidste tone fra kirkeklokken stadig vibrerer i hele salen og langsomt får lov til at rinde ud … det er første gang jeg hører et værk af Arvo Pärt, men det har bestemt givet mig lyst til at høre mere.

Sergej Krylov og Christian Kluxen efter Tjajkovskijs violinkoncert.

Sergej Krylov og Christian Kluxen efter Tjajkovskijs violinkoncert. Copyright: Jens Drejer.

Det næste værk var Tjajkovskijs romantiske violinkoncert med Sergej Krylov som solist. Musikken er sværmerisk og lidenskabelig – her kan man virkelig tale om stormfulde højder. Hver eneste violinsolo er et virtuost og ekvilibristisk mesterværk. Jeg bemærkede en tendens til, at hver eneste violinsolo blev efterfulgt af et meget saligt og sværmerisk stykke fra orkestret … og så kunne jeg jo ikke lade være med at tænke på Anne Søes præsentation, hvor hun fortalte, at Tjajkovskijs violinkoncert var inspireret af hans forelskelse i en af datidens berømte violinister. Så kan man jo ikke lade være med at lægge to og to sammen; jo mere violinen folder sig ud – jo mere salig, længselsfuld og forpint er orkestret bagefter. Det er virkelig musik, som får blodet til at bruse og hjertet til at slå! 

Efter en fyrig finale på første sats, brød publikum ud i spontant bifald. Det er bestemt ikke comme il faut, men det var saftsuseme velfortjent og derfor var det selvfølgelig også en passende applaus. 

Dirigenten tager lige en slapper, mens Sergej Krylov giver et ekstra nummer.

Dirigenten tager lige en slapper, mens Sergej Krylov giver et ekstra nummer. Copyright: Jens Drejer.

Publikums begejstring steg for hver eneste sats. Rygterne siger, at Sergej Krylov skulle være en af verdens bedste violinister og han skulle være særlig fænomenal til at spille lige præcis dette værk. Efter finalen takkede publikum både solist og orkester med et bragende bifald, hvilket Sergej Krylov honorerede med et storslået ekstra nummer.

Efter pausen spillede de både 6. og 7. symfoni af Jean Sibelius – uden pause! Jeg har aldrig før hørt om, at man spiller to symfonier på den måde. Aldrig nogen sinde. Men der er så meget jeg ikke ved, så jeg skal da ikke udelukkede, at det er sket før … jeg må bare understrege, at jeg har aldrig hørt om det. Umiddelbart lyder det jo lidt specielt – men bagefter må man alligevel indrømme, at det virkede faktisk rigtig godt; de to symfonier kom faktisk til at fremstå som en velfungerende helhed.

Den 6. symfoni begynder uendelig smukt – de lyse violiner begynder dæmpet og fredeligt, som solen der står op og spreder nattens mørke. Så stiger tempoet – det er som om, at alt og alle vågner friske og fulde af energi. Herefter sker der ikke så meget mere. Musikken er forholdsvis monoton, forstået på den måde, at der er ingen drama og ingen buldrende eller bragende højdepunkter. Jeg kan ikke lade være med at indskyde, at det minder mig en hel del om Thomas Manns store romaner: det store drama, de store følelser og alle de store lidenskaber er erstattet af en jævn, kontemplativ, reflekterende og intellektuel alvor. Samtidig er der nogle spændinger i musikken, der vidner om en eller anden form for drama – et indre drama, der bliver undertrykt og blot eksisterer som en foruroligende anelse i musikken. 

Copenhagen Phil i Konservatoriets Koncertsal.

Copenhagen Phil i Konservatoriets Koncertsal. Copyright: Jens Drejer.

Den 7. symfoni består kun af en enkelt sats; begyndelsen er mørk, dyster og faretruende – derfor virker det næsten som en helt naturlig forlængelse af den 6. sats. Men der er også flere kortvarige momenter af både munterhed og glæde. Samtidig spiller både messingblæserne og paukerne en mere fremtrædende og aktiv rolle, hvilket giver værket en smule monumentalitet. Kort sagt: jeg kan godt forstå, hvorfor Christian Kluxen og/eller Copenhagen Phil har fået den tanke, at Sibelius 7. symfoni kan optræde som en velfungerende finale for den 6. symfoni. Det er faktisk en ret genial tanke!

Alt i alt var det en fantastisk koncert … men det var også en meget lang koncert. Lidt for lang! Jeg kan godt forstå, hvorfor man gerne ville opføre de to første værker sammen. Jeg kan også godt forstå, hvorfor man gerne ville opføre de to sidste værker sammen. Det er den længste koncert jeg nogensinde har været til og jeg var rigtig træt bagefter – men jeg nød selvfølgelig hvert eneste minut. I dag har jeg tænkt en hel del på alle de medvirkede – de må sørme også være trætte efter sådan en præstation.

Sergej Krylov, Christian Kluxen og Copenhagen Phil.

Sergej Krylov, Christian Kluxen og Copenhagen Phil. Copyright: Jens Drejer.