For nogle dage siden fandt jeg den nye CD med Den Danske Strygekvartet i min postkasse. Jeg var egentlig i gang med at lave noget andet, men jeg var da lige nødt til at høre en lille smule … bare en lille bitte smule. Og så kunne jeg selvfølgelig ikke slukke igen. Da CD´en var færdig, var jeg nødt til at starte den forfra med det samme. Kort sagt – jeg er virkelig vild med den nye CD!

Thomas Adès – Arcadiana

Den første sats i Thomas Adès strygekvartet hedder “Venezia notturna”, hvilket betyder noget i retning af “nattemusik fra Venedig”. Det er lidt morsomt, for jeg er næsten lige blevet færdig med at læse Marcel Prousts hovedværk “På sporet af den tabte tid”, hvori Venedig spiller en helt central rolle. Alle de store paladser i Venedig er udsmykket af historiens største kunstnere og på den måde fungerer Venedig som en kontrast til Marcel Prousts samtid, hvor det er tempo, funktionalitet og masseproduktion som dominerer. Men Venedig er ved at synke i havet og dermed bliver Venedig også til et dødssymbol; kunsten er ved at dø, mens industrisamfundet blomstrer. Kunst er et udtryk for sanselighed og sanselighed fører til erotik. På den måde bliver Venedig også til et sexsymbol. Bjørn Bredal har brugt denne symbolik, da han skrev sin egen bog om “På sporet af den tabte tid”, som han kaldte for “Begærets by” efter den rolle som Venedig spiller i værket. Thomas Mann bruger det samme dobbelttema, da han skriver “Døden i Venedig”. 

Thomas Adès bruger også dette dobbelttema: den nattemusik Thomas Adès beskriver i den første sats er lyden af gondolernes årer der vrider sig i vandet og de små bølger der skvulper mod husene og klukker omkring broerne, når gondolerne glider fordi. På et tidspunkt er musikken lige ved at slå over i en sentimental vals – næsten. Men kun næsten! Det lyder jo meget romantisk og ufarligt … men jeg kan ikke lade være med at tænke på færgemanden Charon, der sejler de døde til dødsriget. Men der er en lille djævelsk detalje – hvis det virkelig er Charon som ror denne gondol, så vil man ikke genkende ham, før man har bemærket alle overskrifterne på alle satserne. Det er først til allersidst, at gondolieren smider masken og afslører sin sande identitet. Bekymringsløst lader man sig føre afsted … som det fremgår af tredje sats.

Vi genfinder vandmotivet i tredje sats, som hedder “Auf dem Wasser zu singen“. Dette er titlen på et digt af Friedrich Leopold, som er kendt fordi Schubert skrev musik til det. “Auf dem Wasser zu singen” er en af Schuberts mest kendte lieder. Det betyder “at synge på vandet”, forstået på den måde, at sangeren sidder i en lille båd og synger. Jeg er ikke specielt god til tysk, men – hvis jeg ikke tager meget fejl – så kan det også betyder, at “det” eller “noget” synger fra vandet. Så vil jeg gætte på, at det er bølgerne som synger Friedrich Leopolds digt/Schuberts lied: den vuggende båd glider af sted på bølgerne der skinner af glæde og senere danser aftenrøden omkring båden. Sådan går tiden – den ene dag efter den anden, i går, i dag og i morgen, indtil den dag man forsvinder ud af tidens cyklus

Ny CD fra Den Danske Strygekvartet - aka Danish String Quartet.

Ny CD fra Den Danske Strygekvartet – aka Danish String Quartet.

Fjerde sats har den kryptiske titel: “Et … (tango mortale)” – tangoen er per definition begærets dans. I følge forordet i CD´en henviser det lille ord “Et” til et citat af Vergil: Et in Arcadia Ego – også jeg har været i Arkadien. Arkadien var et landskab i den græske mytologi, som symboliserede idyllisk lykke. “Et in Arcadia Ego” kan altså betyde: også jeg har været lykkelig. Men jeg har også set dette udtryk brugt som en eufemisme for kærlighedens fuldbyrdelse og tilfredsstillelse. Det er slet ikke så mærkeligt, når man husker, at det er den græske skovgud Pan, der bor i Arkadien, sammen med nymfer og satyrer. Disse mytologiske væsner er alle kendte seksuelle symboler. I. P. Jacobsen brugte denne symbolik, da han skrev Pan-arabesken: “Kender du Pan? Har du faret vild i dunkle skove?” 

Den sidste sats hedder “Lethe”, som er glemslens flod fra dødsriget i den græske mytologi.

Thomas Adés bruger endnu flere referencer til kendte kunstnere og berømte kunstværker – jeg kender desværre ikke dem alle sammen. Men jeg er vild med kompleksiteten i dette værk: Thomas Adès indgår i en næsten klassisk tradition, når han bruger Venedig som et symbol for dobbelttemaet død og begær. Og så er det temmelig elegant, hvordan det lykkes ham at lade Venedigs kanaler føre direkte ned i den græske mytologis dødsrige. Det er intet mindre end genialt! Livet er som at sejle i gondol gennem Venedigs kanaler – men det er Charon som er styrmand og målet er Hades.

Jeg hørte da Den Danske Strygekvartet spillede dette værk i 2014(tryk her). Jeg var ret vild med værket. Dengang skrev jeg, at værket begyndte med “et musikalsk kaos og en mængde disharmonier, der nærmest kæmper med hinanden.” Det har jeg temmelig svært ved at forstå i dag – jeg synes simpelthen, at det er noget sludder. Jeg vil nærmest sige tværtimod – men det viser nok noget om, hvordan man udvikler sig. Jeg kan huske første gang jeg hørte en symfoni af Mahler – jeg kunne ikke høre andet end et larmende inferno uden mening eller sammenhæng. Det er 20 år siden – og i dag elsker jeg Mahler. Jeg synes det er mærkeligt – og lidt fascinerende – at vores evne til  at forstå og opfange musik kan ændre sig på den måde. 

Per Nørgaard og Hans Abrahamsen

Per Nørgaard og Hans Abrahamsen bruger ikke den samme slags litterære og kunstneriske referencer som Thomas Adés – derfor har jeg ikke så meget at skrive om de to sidste værker. Og det er måske godt nok, for det første afsnit er jo blevet alt for langt. Det næste bliver kortere, men det betyder altså ikke, at værkerne er dårligere eller mindre interessante.

Per Nørgaards værk er mere intenst – der er nærmest en slags indestængt desperation i værket, som giver en vis uro i hjertet. Hans Abrahamsens værk begynder med et kaos af skærende lyde mellem hinanden. Det er farligt og foruroligende – men det er også helt vildt spændende. Jeg vil beskrive begge disse værker som dramatiske og nervepirrende. Det er lige præcis sådan noget musik, der fanger min opmærksomhed. Selv om jeg kun fik denne CD for nogle få dage siden, så har jeg allerede hørt den en hel del gange og hver eneste gang bliver jeg fuldstændig opslugt af musikken.

Musikken er genial og Den Danske Strygekvartet spiller selvfølgelig fuldstændig suverænt – men der er endnu et forhold, som udmærker denne CD: jeg har et temmelig lækkert musikanlæg fra Marantz. Jeg har ikke en kæmpestor musiksamling, men den er dog anstændig. Lydkvaliteten på den nye CD overgår alt, hvad jeg tidligere har hørt. Jeg har lyst til at skrive, at det er fuldstændig lige som at sidde lige ved siden af de fire musikere, men det passer jo ikke – alle som har prøvet at sidde klods op og ned af et orkester ved, at der altid er en lille smule “lydforurening” fra en stol som giver sig en lille smule, tøj der knitrer, vejrtrækninger osv … på denne CD er lyden fuldstændig renset, ren og klar. Det giver musikken en utrolig intensitet, som jeg aldrig før har hørt eller oplevet på en CD. 

Der er ingen tvivl om, at denne CD er en af de allerbedste i min samling og jeg er sikker på, at det er en af dem, som jeg kommer til at høre igen og igen og igen!

Tryk her for at købe CD´en på Amazon.

Den danske strygekvartet 2014. Copyright: Jens Drejer.

Den danske strygekvartet 2014. Copyright: Jens Drejer.