I går var jeg til debutkoncert med Sofia Kayaya, der optrådte sammen med venner og musikalske kollegaer i Frederiksberg menighedshus. Der var helt fyldt – man måtte finde stole til to ekstra rækker, som også blev fyldt.

Frederiksberg menighedshus. Copyright: Jens Drejer.

Frederiksberg menighedshus. Copyright: Jens Drejer.

Det første værk var César Francks sonate for violin og klaver, som i dagens anledning var arrangeret for fløjte og klaver, hvilket fungerede superflot. Det er et værk, der er fyldt med sprudlende energi. I tredje sats stiger intensiteten, så det næsten bliver en lille smule voldsomt, mens der bygges op til et flot klimaks, der kulminerer i den fjerde sats. Til tider var det så smukt, at musikken mindede mig om Chopins nocturner. Det var et fantastisk værk, hvor fløjtens mørke og fløjlsbløde toner virkelig fik lov til at spille hovedrollen.

For kun balloner når himlen

Det næste værk var noget så eksklusivt som en uropførelse af et værk af den unge komponist Lasse Schwanenflügel Piasecki(f. 1981), som hedder “For kun balloner når himlen”. Først hører man et engelsk børnerim: “Min røde ballon, min røde ballon, fløj op, op til himlen. Jeg sprang højt op, for at nå himlen, men jeg kunne ikke nå den, hvorfor?” 

Sofia Kayaya, Neel Teilmann og den røde ballon. Copyright: Jens Drejer.

Sofia Kayaya, Neel Teilmann og den røde ballon. Copyright: Jens Drejer.

Da værket begyndte, stod Sofia Kayaya med en rød ballon i hånden. Samtidig var der et stærkt spotlys, som kastede hendes skygge op på bagvæggen. Så slap hun ballonen og begyndte at spille – samtidig blev hendes skygge forvandlet til en slags skyggeteater. Skyggen rakte armen op og begyndte at svæve op mod himlen. Vinden spilede hendes kjole ud, så den lignede en ballon. Så kom der en voldsom vind, som fik skyggen til at tumle omkuld – men skyggen fandt atter balance, rakte igen efter den røde ballon og fik endelig fat i den. Derefter sank hun atter langsomt og roligt ned på jorden.

Dette lille værk er simpelthen genialt. Man taler så meget om, hvordan man skal håndtere formidling af klassisk musik til børn – men dette værk er genialt, fordi der er en helt klar overensstemmelse mellem de få og enkle elementer: der er kun musikken og skyggen. Men skyggen gør den forholdsvis komplicerede musik meget enkel og forståelig. Når man ser skyggen, så er man slet ikke i tvivl om, hvad der sker i musikken – det vil sige, at på en meget enkel måde, har man forstået, at musikken faktisk fortæller en historie – en historie, som man oven i købet kan forstå. Jeg er sikker på, at alle børn(og voksne) vil elske denne historie – historien er så simpel at alle kan forstå den, men samtidig er det en rigtig, rigtig god historie.

Sofia Kayaya på fløjte og Maria Boelskov Sørensen på harpe. Copyright: Jens Drejer.

Sofia Kayaya på fløjte og Maria Boelskov Sørensen på harpe. Copyright: Jens Drejer.

Jeg har i mange år ment, at Charles Dickens er verdens største forfatter, fordi han formår at forene gys og spænding med humor og underholdning i alle sine historier. Alle Charles Dickens` værker rummer et bredt spektrum af alle disse menneskelig følelser – netop derfor er det sådan en tilfredsstillelse at læse Dickens. Men Lasse Schwanenflügel Piasecki formår faktisk det samme: man forstår pigens sorg, når hun mister sin ballon. Man føler spændingen, når hun flyver op til himlen. Man griner, når vinden rammer hende og hun tumler omkuld – det er beskrevet med humor og derfor er det slet ikke uhyggeligt. Og så bliver man glad, når hun fanger ballonen igen.

Det er simpelthen genialt. Men det er også en historie med dybde. Måske handler historien om mere end en rød ballon. Måske handler historien også om at turde række efter sine drømme. Og måske spillede de dette værk for at fejre, at Sofia Kayaya har fået en af sine drømme opfyldt.

En flot og uforglemmelig debutkoncert

Sofia Kayaya fik bragende bifald efter en rigtig flot debutkoncert. Copyright: Jens Drejer.

Sofia Kayaya fik bragende bifald efter en rigtig flot debutkoncert. Copyright: Jens Drejer.

Derefter fulgte André Jolivets “Chant de Linos” – det er et begreb, som betyder en slags klage-eller sørgesang, der blev brugt i det antikke Grækenland i forbindelse med død og begravelse. Det var et meget, meget stærkt og kraftfuldt værk. Der var også stille stunder i værket – omend de var ganske korte. Men denne kontrast forstærkede virkningen af musikkens kraft. Til tider blev musikken ligefrem hidsig, hvilket måske skulle udtrykke en vrede over dødens uretfærdighed. Men jeg elsker jo temperament – specielt i musik. Derfor var jeg temmelig vild med dette værk.

Efter en lille pause spillede Sofia Kayaya Salvatore Sciarrino´s “Canzona di ringraziamento”, som er et værk for solofløjte. Og hvad skal man så skrive om det? Jeg tror, at jeg vil nøjes med at skrive, at det var meget avantgarde.

Aftenen sluttede med at stort og flot værk af Bach – ikke Johann Sebastian, men Carl Philip Emanuel Bach, som var næstældste søn af den store komponist. Carl Philip Emanuel var elev  hos sin far og det kan man godt høre. Jeg vil faktisk godt indrømme, at jeg ikke rigtig kan høre forskel på dem. Men det gør måske heller ikke så meget, for jeg synes, at sønnens musik er lige så fantastisk som faderens: det er livlig, munter og meget elegant musik. Jeg bliver altid glad og i godt humør af Bachs musik. Det var en rigtig flot afslutning på en flot og uforglemmelig koncert. 

Som det er kutyme ved den slags debutkoncerter, så fik Sofia Kayaya assistance af venner og musikalske kollegaer. Det var Neel Teilmann på klaver og cembalo, Maria Boelskov Sørensen på harpe, Benedikte Damgaard og Karen Johanne Pedersen på violin, Martin Jochimsen på bratsch og Carl-Oscar Østerlind på cello.

Jeg nød hvert eneste minut – måske lige med undtagelse af Sciarrino. Musikken var fantastisk flot og meget varieret. Alle musikerne spillede godt og aftenens hovedperson fik virkelig demonstreret sit store talent og en imponerede spændvidde i sit repertoire. Det var en pragtfuld koncert og en rigtig dejlig aften.

Debutkoncert med Sofia Kayaya i Frederiksberg menighedshus. Copyright: Jens Drejer.

Debutkoncert med Sofia Kayaya i Frederiksberg menighedshus. Copyright: Jens Drejer.