Om et par timer begynder årets finale – jeg er lige nødt til at opdatere min hitliste. Siden jeg skrev det sidste indlæg har jeg nemlig ændret holdning til en del af sangene.

Polen var på listen over de sange som jeg hadede mest. Da jeg hørte sangen i semifinalen kunne jeg dog godt høre, at sangeren har en rigtig god stemme. Og da de lavede det traditionelle resumé i forbindelse med afstemningen, så begyndte jeg ligefrem at synes rigtig godt om sangen. 

Ukraine var også på min hadeliste. Jeg er stadigvæk ikke specielt vild med sangen, men jeg synes det var årets stærkeste optræden. Jeg var virkelig imponeret og sangeren har en meget stærk stemme. Derfor kan jeg godt forstå, hvis mange mennesker stemmer på Ukraine.

Østrig – da jeg hørte sangen første gang, syntes jeg, at det var en meget sød og charmerende sang. Men det var dog ikke en af mine favoritter. Nu har jeg hørt sangen et par gange og jeg er efterhånden blevet rigtig, rigtig vild med den. Det er måske årets mest poetiske sang. 

Georgien – i følge medierne var der ingen som havde regnet med, at Georgien ville gå videre til finalen. Men Georgien var faktisk med på min favoritliste. Der var et eller andet ved sangen, som jeg godt kunne lide, uden at jeg rigtig vidste hvad det var. Videoen var temmelig bizar, men deres sceneshow var jo helt fantastisk – og pludselig blev det tydeligt, at sangen faktisk er virkelig god. Pludselig kunne jeg høre, at sangen minder mig om brit-pop fra 90erne. Ingen troede at Georgien ville gå videre til finalen … men det gjorde de. Ingen har nævnt Georgien blandt de førende favoritter … men det betyder jo ikke, at Georgien ikke kan vinde. Georgien er i hvert fald helt i toppen af min favoritliste.

Australien – nøj, hvor blev jeg skuffet. Deres sceneshow var et af de allerkedeligste og sangeren kom i en kjole, som nærmest lignede en parodi på 90ernes Eurovision shows. Den  passede jo slet ikke til hende. Det havde fungeret meget bedre med et par jeans og en sort t-shirt. Men Eurovision handler ikke kun om sangene – det handler jo også om at levere varen på scenen. Sangen er så god, at Australien stadig er en af mine favoritter, men jeg er ikke længere sikker på, at det er min foretrukne vindersang(Jeg har lige læst, at det er en dansker, som har skabt årets mest mislykkede optræden – tryk her).

Vinder Rusland?

Både medier, kommentatorerne og bookmakerne holder fast i Rusland, som storfavoritten. Den er ikke på min favoritliste. Bliver jeg ked af det, hvis Rusland vinder? Nixen bixen!

I 2006 vandt Finland med Lordi og deres “Hardrock halleluja” – jeg synes det er den mest rædselsfulde sang, der nogensinde har vundet the Eurovision Song Contest.

I 2007 vandt Serbien med den mest kedelige sang jeg nogensinde har hørt. Jamen, altså – jeg forstår simpelthen ikke, hvordan den sang kunne vinde noget som helst.

Man har altså lov til at have en menig om disse sange – man har sørme også lov til at sige, at man synes disse sange er aldeles rædselsfulde. Men jeg synes man overskrider grænsen, når man siger det er urimeligt eller forkert, at disse sange har vundet. Og når man så begynder at bruge konspirationsteorier til at forklare, hvordan disse sange/lande har snydt sig til en sejr, så er man fucking langt ude!

Jeg hader både den serbiske og den finske vindersang – men jeg er faktisk glad for at de vandt, for det betyder jo, at der er nogle andre som er blevet glade, nogle der har en musiksmag, som absolut ikke er vandt til at vinde. Jeg blev særligt glad da Finland vandt, for de har været med i så mange, mange år uden at vinde noget som helst. Derfor er jeg sikker på, at denne sejr betød rigtig meget for dem.

Hvis Rusland vinder, så vil jeg sende en venlig tanke mod Rusland(præcis som jeg gjorde med Finland og Serbien) og så vil jeg gå i seng – men det vil sikkert medføre de samme beskyldninger om snyd, bedrageri og uærligt spil, som vi er vant til at høre hvert evige eneste år, hvis Danmark ikke vinder. I don´t get it! Hvis man ikke en gang kan acceptere, at andre menneskers favoritsang vinder i the Eurovision Song Contest, så kan man sørme godt forstå, at der er så meget krig i verden. Hvordan kan man være så intolerant? Jeg forstår det simpelthen ikke. Når alt kommer til alt, så er det jo bare en skide musikkonkurrence! Der er ingen grund til at starte tredje verdenskrig, bare fordi man synes, at den forkerte sang har vundet. 

Mine favoritter i 2016

1: Georgien.

2: Cypern.

3: Australien.

Men jeg bliver også glad hvis Frankrig, Sverige, Spanien, Østrig eller Ungarn vinder. Hvem stemmer jeg på? Først og fremmest kommer det selvfølgelig an på, hvordan de forskellige sangere og grupper optræder i aften. Men hvis man lige ser bort fra det, så  overvejer jeg om jeg skal nøjes med at stemme på mine tre topfavoritter eller om jeg skal stemme på alle mine otte favoritsange. Det ved jeg ikke endnu. Men jeg glæder mig i hvert fald til at høre alle  sangene om et par timer!