Det blev Ukraine, som vandt årets Eurovision Song Contest.

Jeg endte med at stemme på 11 sange – en hel del af dem endte (ikke overraskende) i bunden. Men jeg stemte også på Ukraine. Da jeg så og hørte sangen i DRs kavalkade, kunne jeg absolut ikke lide den. Men jeg ændrede holdning, da jeg oplevede sangen i semifinalen – Jamala har en fantastisk stemme og hun leverede en sceneoptræden, der var noget helt for sig selv. Derfor er Ukraine en både fair og værdig vinder.

I dag er der meget diskussion om, hvorfor Ukraine vandt og Australien “tabte” … Johann Sørensen(formand for grandprixfans.dk) udtaler til DR, at det er en politisk sejr(tryk her). 

Australien var min favorit fra jeg hørte Dami Im synge “Sound of Silence” første gang. Men jeg blev helt vildt skuffet, da jeg hørte sangen i semifinalen. Og jeg blev faktisk endnu mere skuffet, da jeg hørte sangen i finalen. Jeg sad og spurgte mig selv: er det virkelig denne sang, som jeg har lyst til at høre igen, når det hele er slut? Vindersangen bliver jo spillet igen. Men mit svar var nej – sceneshowet var så kedeligt og banalt, at jeg ikke havde lyst til at se eller høre sangen igen og derfor lad jeg være med at stemme på den. Gad vide hvor mange, der har tænkt nogenlunde på samme måde som mig?  

I går havde Ekstra Bladet et interview med Nicoline Refsing(tryg her), hvor hun fortæller, at hun er hjernen bag Australiens sceneshow, hvilket hun tilsyneladende er meget stolt af … det er jo lidt sjovt, for jeg er sikker på, at det er Nicoline Refsing, der har kostet Australien sejren. Sangen var jo fantastisk og Dami Im sang supergodt. Men sceneshowet faldt helt igennem – og det samme gjaldt for øvrigt Italien, som Nicoline Refsing også var ansvarlig for. 

Det er nemt og bekvemt, at kalde Ukraines sejr for en “politisk sejr” – jeg mener bare ikke, at det har nogen hold i virkeligheden. Jeg har ikke en gang sat mig ind i de politiske og historiske forhold, som Jamalas sang handler om.

Jeg vil dog gerne indrømme, at jeg har ét lille problem med Jamala; før finalen udtalte Jamala: “Hvis den (sangen, red.) vinder, betyder det, at det moderne Europa ikke er ligeglad og er klar til at høre om andre menneskers smerte og til at vise sympati.”(Tryk her) – jeg synes det er en temmelig ubehagelig og usympatisk form for afpresning. Enhver kan jo komme med en rigtig lortesang og sige det samme – og hvis Europa ikke stemmer på sangen, så er det fordi vi er ligeglade med andre menneskers smerte og lidelse? Det der med at have hjertet på det rette sted, er blevet et af de mest misbrugte begreber i vores politisk korrekte verden. Jamala er heldig, at hendes sang er rigtig god, for det er altså den væsentligste grund til at hun vandt i aftes!!! 

Jeg synes Ukraine var en god vinder – men jeg er lidt ked af, at Australien tabte på den måde. I meget lang tid så det jo ud til, at sejren var i hus for Australien. Og så tabte de ved den allersidste pointgivning. Selvfølgelig er det superflot at blive nummer to – men jeg kan godt forstå, at det føles som en spand koldt vand i ansigtet, når det sker på den måde.

Sverige havde indført et nyt pointsystem, som skulle holde spændingen til det sidste – og man må sørme sige, at det lykkedes over alt forventning. Men var det godt? Jeg synes det var synd for Australien, som mistede sejren på den måde. Jeg synes også det var synd for stakkels Polen, der lå helt i bunden – og med et enkelt slag endte de pludselig som nr. 8. Hvis man vil øge spændingen til det maksimale, så kan man jo ikke nægte, at det nye pointsystem virker efter hensigten – alligevel er jeg ikke særlig vild med det. 

Det nye pointsystem udstiller forskellen med den såkaldte fagjury og seernes stemmer – og jeg synes det giver grund til at stille spørgsmålet: hvad i alverden skal vi med den der fagjury? Hvorfor kan the Eurovision Song Contest ikke være en 100% demokratisk forestilling, hvor alle stemmer tæller lige meget? I don´t get it!