Jeg er så heldig og privilegeret, at jeg fik mulighed for at overvære generalprøven på Tivolis nye forlystelse for børn torsdag eftermiddag. Jeg er vild med Champagnegaloppen – derfor vil jeg straks opfordre alle til at slæbe både børn og børnebørn med i Tivoli, for at prøve den nye forlystelse. 

Tivoli beskriver selv Champagnegaloppen som “en sanselig musikkaravane gennem Akvariet og Koncertsalen, hvor man på ruten kommer tæt på klassiske musikere fra Tivoli Copenhagen Phil, balletdansere fra Tivolis balletskole og bliver venner med de unge musikere i Tivoligarden. Alt sammen anført af komponisten H. C. Lumbye …

Spoileralert:

Aske Ebbesen som hr. Lumbye i Tivoli. Copyright: Jens Drejer.

Aske Ebbesen som en meget levende hr. Lumbye i Tivoli 2016. Copyright: Jens Drejer.

Nogle mennesker kan bedst lide en beskrivelse som den ovenstående, der vækker deres nysgerrighed uden at afsløre for meget. Jeg har det lige modsat: hvis en eller anden anbefaler mig at læse en bog – fx Anna Karenina – så spørger jeg selvfølgelig hvad den handler om. “Den handler om en gift kvinde, der bliver forelsket i en anden mand“. Og hvad sker der så? Nej, det vil jeg altså ikke fortælle. Okay, så kan man være rimelig sikker på, at jeg ikke gider at læse den. Jamen, den er altså rigtig spændende … okay, hvis dét er det eneste argument, så kan du være helt 100% sikker på, at jeg ikke gider at læse den. Men hvis du fortæller mig, at Anna Karenina forlader sin mand og sit barn, mister både sin sociale position og den nye kæreste, før hun ender med at begå selvmord ved at kaste sig ud foran et tog, så er der en temmelig stor chance for, at jeg vil læse den. Jo mere man fortæller, jo større er chancen. 

Aske Ebbesen som komponisten H. C. Lumbye der var dirigent for Tivolis Symfoniorkester og skrev Champagnegaloppen i 1845. Copyright: Jens Drejer.

Aske Ebbesen som H. C. Lumbye, der var dirigent for Tivolis Symfoniorkester og skrev Champagnegaloppen i 1845. Copyright: Jens Drejer.

Jeg tror, at der er rigtig mange mennesker, der har det lige som mig. Man ser den samme tendens i turistindustrien – jo flere billeder man viser fra København, jo flere mennesker tager til København, fordi de gerne vil se byen og opleve det hele selv. Det er skisme ikke nok at fortælle turisterne, at København er en spændende by – det kan hvem som helst jo sige om tusindvis af byer over hele verden. Men hvis der ikke kommer nogle beviser på bordet, så er det jo ikke mere end et tomt postulat.

Men der er jo også nogen der ikke har det lige som mig, så lad være med at læse videre, hvis du gerne vil overraskes, når du selv skal opleve Champagnegaloppen!

Champagnegaloppen for børn

Turen begynder kl. 14 ved indgangen til Akvariet. Her står alle og venter indtil hr. Lumbye kommer og åbner døren. Neden for trappen står tre garder fra Tivoligarden og en balletpige fra Tivolis balletskole. Det betyder, at folk automatisk sætter sig på trappen i stedet for at løbe videre ned i akvariet – det er ret smart. 

To musikere fra Tivolis Symfoniorkester spillede, mens to balletpiger dansede foran Akvariet. Copyright: Jens Drejer.

To musikere fra Tivolis Symfoniorkester spillede, mens to balletpiger dansede foran Akvariet. Copyright: Jens Drejer.

Så kommer hr. Lumbye og præsenterer sig selv med en masse bukken og skraben – det virker som en parodi på datidens normer og det var vanvittig morsomt. I løbet af et øjeblik havde hr. Lumbye(spillet af Aske Ebbesen) fanget både børn og voksnes opmærksomhed. Han begyndte med at præsentere balletpigen og de tre drenge fra Tivoligarden. Trommeslageren spillede en march og hr. Lumbye forklarede, at hver gang han spillede denne march, så skulle vi alle sammen rejse os og gå til et nyt sted.

Dernæst spurgte hr. Lumbye, om børnene havde prøvet at have fødselsdag – det fik selvfølgelige en øjeblikkelig respons. Lad os lige huske, at jeg er ikke vant til at se børneteater. Måske er det temmelig banalt for alle andre end mig. Men jeg er vildt imponeret over, at det var så nemt for hr. Lumbye at etablere en dialog med børnene. Derefter fortalte hr. Lumbye, at han havde også prøvet at have fødselsdag. Og Tivoli havde også haft fødselsdag. Og så fortalte han, at han havde komponeret Champagnegaloppen til Tivolis to års fødselsdag. Endelig spillede han musikken første gang – men det var som om, at der manglede noget. Hvad kunne det dog være? – det var proppen! I løbet af et øjeblik fik han alle børnene til at sige som en prop – det var vanvittig morsomt. Jeg er lidt i tvivl om det var børnene eller de voksne, som morede sig mest. Men der manglede selvfølgelig stadig noget – bobler! Ikke champagnebobler, men sæbebobler! Hr. Lumbye blæste sæbebobler ud over det hele og så lød Champagnegaloppen endelig helt rigtig!

Seks musikere fra Tivolis Symfoniorkester. Copyright: Jens Drejer.

Seks musikere fra Tivolis Symfoniorkester. Copyright: Jens Drejer.

Så spillede trommeslageren den lille march og folk kom straks på benene – det var tydeligt, at alle syntes det var meget morsomt at marchere af sted under musikledsagelse. Karavanen fortsatte ned i Akvariet, hvor to musikere fra Tivolis Symfoniorkester spillede, mens to balletpiger viste, hvordan man kan danse og bevæge sig til klassisk musik. Det var meget, meget smukt – deltagerne var to skoleklasser, som var inviteret til at overvære generalprøven sammen med en del lærer og forældre. Jeg vil bestemt mene, at nogle af disse børn var ældre end de 6-9 år, som er målgruppen, ligesom der var nogle stykker der var yngre. Men jeg er slet ikke i tvivl om, at de alle sammen var meget opslugt og interesseret i alt hvad der foregik. De to balletpiger dansede i det magiske blå lys fra Akvariet, mens de to musikere spillede og hr. Lumbye blæste sæbebobler – det var meget smukt og det skabte en helt fantastisk stemning.

Tre musikere fra Tivoligarden. Copyright: Jens Drejer.

Tre musikere fra Tivoligarden. Copyright: Jens Drejer.

Alle folk sprang op, da trommeslageren igen begyndte at spille og så fortsatte karavanen op i koncertsalen, hvor seks musikere fra Tivolis Symfoniorkester havde indtaget scenen. Her illustrerede hr. Lumbye blandt andet, hvordan et orkester kan spille hurtigt og langsomt – og samtidig dansede balletpigerne i hver sin side af scenen. Så ville hr. Lumbye have alle deltagerne til at rejse sig op og danse lige som de små balletpiger og det lykkedes – med enkelte undtagelser. Nogle af børnene var nok lidt for gamle. 

Forestillingen/forlystelsen sluttede med, at der var flag og små champagneflasker med sæbebobler til alle børnene. 

Mere end bare en sjov oplevelse!

Det var helt klart en rigtig god oplevelse og en stor succes. Aske Ebbesen var helt fantastisk som Tivolis berømte komponist hr. Lumbye – han optrådte med masser af charme, humor, energi og overskud. Det var først og fremmest hans sprudlende entusiasme som bar forestillingen. De fem børn – tre garder og to balletpiger – var også gode til at spille deres roller. De havde alle en vigtig funktion i forestillingen, men det virkede aldrig som om, at de var i tvivl om, hvad de skulle gøre. Alligevel må man indrømme, at den holdt ikke hele vejen hjem; det var helt klart starten som fungerede bedst. Da vi kom op i koncertsalen var det som om, at noget af energien forsvandt og dynamikken blev lidt mat. Var forestillingen lige en anelse for lang? Nej, det var ikke derfor. Musikerne spillede musik, børnene dansede og bagefter fik de både flag og sæbebobler. Skete der for meget? Måske var der bare for mange elementer? Nej, jeg ved ikke hvad det var, men jeg synes, at der manglede et eller andet.

Alle de medvirkende i Champagnegaloppen. Copyright: Jens Drejer.

Medvirkende i Champagnegaloppen 2016. Copyright: Jens Drejer.

Men samlet set var det stadig en rigtig morsom og meget underholdende oplevelse – først skulle børnene lytte og lære; og det virkede! Sjældent har jeg set så mange børn sidde så stille. Der er ingen tvivl om, at alle de medvirkende virkelig fangede børnenes opmærksomhed. Bagefter blev alle børnene selv inddraget i forestillingen, da de blev opfordret til at danse. På den måde havde hele oplevelsen en perfekt opbygning. Da havde børnene allerede hørt musikken så mange gange, at der var etableret et stærkt element af genkendelse. Derved havde de allerede fået et forhold til musikken og der var ingen tvivl om, at de nød det – jeg så mange små børn som stadig dansede rundt, da de forlod koncertsalen.

Men det er jo mere end bare en sjov oplevelse; jeg er sikker på, at de børn som oplever Champagnegaloppen i Tivoli vil få et mere positivt forhold til klassisk musik – et forhold som sikkert også vil give mange af dem lyst til at høre klassisk musik, når de bliver ældre. Selv om de måske glemmer Champagnegaloppen, så vil mange af dem med garanti fortsat forbinde klassisk musik med noget sjovt og positivt. Og det er vigtigt! 

Champagnegaloppen er skabt Maria Frej, som er Tivolis programchef for klassisk musik, i samarbejde med instruktør Mette Ovesen, dramaturg Laila Skjerning og komponist Peter Bruun.

Tryk her for at læse mere om Champagnegaloppen.

Champagnegaloppen er en ny forlystelse i Tivoli, som er målrettet børn mellem 6 og 9. Her er det Aske Ebbesen som Hr. Lumbye. Han skiftes med Flemming Bang til at spille rollen. Copyright: Jens Drejer.

Champagnegaloppen er en ny forlystelse i Tivoli, som er målrettet børn mellem 6 og 9. Her er det Aske Ebbesen som hr. Lumbye. Han skiftes med Flemming Bang til at spille rollen. Copyright: Jens Drejer.